Tilbage i 1998 spillede Birgitte Linnebjerg og Sanne Sørensen på det daværende Ikast FS-hold, der var med til at hente det første DM-guld og ikke mindst det første Europa-Cup trofæ til heden. Senere lagde begge håndbold på hylden, men nu florerer både Sanne Sørensen og Birgitte `Bimmer´ Linnebjerg igen på holdkortet i Ikast Håndbold.
Det gør de nu som holdledere for ligatruppen, hvor de tager erfaringer med fra deres egen tid som håndboldspillere, men også fortæller, at meget har ændret sig fra 90érne til nutidens håndbold, lyder det fra Birgitte Linnebjerg.
”Alle er fuldtidsprofessionelle og kan træne om formiddagen. Vi trænede efter skole og job eller morgentræning, inden vi mødte ind på arbejde. Nu er der også meget mere fokus på det fysiske. Alle fra vores hold boede i Ikast eller omegn, så vi var også en større del af klublivet, nuværende spillere møder ikke helt klubben, som vi andre gjorde,” fortæller hun og Sanne Sørensen stemmer i:
” Alt er anderledes, er det umiddelbare svar. Det er klart blevet et mere professionelt miljø, spillerne er en del af i dag. Der er en stor stab omkring holdet, som skal sikre tæt på de optimale rammer for at skabe de bedste resultater. Alt er gennemtænkt og tilrettelagt, så de kan trives, udvikles, præstere og skabe resultater på banen. Setuppet omkring holdet er bund professionelt, og selv om det stadig er en håndboldklub, så er det i højere grad i dag også en forretning og der er en vis distance til ”verden udenom.”
Skoene på hylden, men aldrig håndbolden
Sanne, der flyttede til Ikast fra Djursland for at blive Team Danmark-Elev, har været en del af klubben siden 1992. Hun har både været ungdoms- og seniorspiller og har nu trukket trænertrøjen over hovedet, hvor hun træner sin søns U13-hold og er godt engageret i en af vores moderklubber, Ikast FS. Med håndbold så meget inde under huden, var det også et nemt svar for hende, da tilbuddet om at blive holdleder kom.
”For mig handler det om, at vi selv har haft så mange fantastiske oplevelser ved at være en del af foreningslivet. Det er fællesskabet, at træne for at opnå noget sammen på godt og ond, relationerne, menneskerne og de frivillige omkring holdet. Det har haft en enorm betydning for den, jeg er i dag. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i holdleder-makkerskabet, var jeg ikke i tvivl om, at det var noget, jeg havde lyst til, og da alle tre børn sagde, det skulle jeg da bare, så var det et nemt ja. Det er også en cadeau til mig at blive spurgt og kan jeg være med til at give et my tilbage til de spillere, som nu står i samme situation, som vi selv gjorde, så gør jeg det gerne.”
For Bimmer er det flere af de samme ord, der går igen, når snakken går på at give tilbage til det, man selv var en del af. Hun var selv en stor profil og kulturbærer på et FS-hold, der blev bedre og bedre op igennem 90érne.
”Hvis man ikke har været en del af et elitemiljø, tror jeg, det er svært at sætte sig ind i, at man får en slags ekstra familie, når man er så meget sammen. Man ser hinanden på godt og ondt, både når det er sjovt og knap så sjovt og lærer at rumme hinanden og støtte, hvor man kan. Der findes ikke ret mange steder, heller ikke i erhvervslivet, hvor man er så afhængig af hinanden og skal tage så hurtige beslutninger og samarbejde. Man skal præstere og alle skal bidrage 100 procent for at nå målene, for hvis man ikke er klar, bliver man ”straffet” med det samme. Den verden kan jeg godt lide og har savnet, så da jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe som holdleder, tænkte jeg, at med både min håndbold- og livserfaring, måtte jeg give lidt tilbage igen til klubben og de mennesker der knoklede for mig, da jeg var på banen.”
At udfylde store sko fra Inge
Inge Sørensen er stadig et kendt navn i Ikast, selvom hun var holdleder i Ikast FS i de gode 90ére, da både Sanne og Bimmer spillede på holdet. Det er også et af de navne, som hurtigt bliver nævnt af begge, for Inge var en vigtig person for det daværende Ikast-hold.
”Fru. Sørensen er jo en legende som holdleder, så hende må man faktisk aldrig sammenligne sig med. Uden hende, tror jeg ikke, Ikast ville have et hold i den række, som de er nu og har taget meget med fra hende. Vi prøver at holde styr på alle mand omkring holdet og prøver nok lidt i smug at spotte om alle er ok. Spillerne på holdet ved, at vi er der for dem, med hvad end de har brug for,” fortæller Bimmer og Sanne stemmer i og fortæller om de forskellige erfaringer, som de to tidligere spillere også kan bidrage:
”Jeg tror ikke, den perfekte holdleder findes, men Inge-mor var tæt på. Vi forsøger selv at være lyttende, observerende, opmuntrende, mens vi også skal være lidt usynlige. Jeg tror, Bimmer og jeg supplerer hinanden meget godt som makkerpar. Bimmer var en vigtig spiller for vores gamle hold og spillede stort set altid. Jeg var mere indskiftningsspilleren, som skulle være klar til at gribe chancen, hvis den kom og har tilbragt mange minutter på bænken. Det var kun på grund af skader, jeg blev førstevalget i en periode og pludselig skulle være klar hele tiden. Selvom det den dag i dag er mere professionelt, så er der de nøjagtig samme roller på holdet, som dengang vi spillede. Jeg tror kun, det er en styrke, at Bimmer og jeg havde forskellige roller dengang. Vi kan ramme spillerne bredt og måske have en bedre forståelse af de følelser, der kan være i spil for spillerne, deres individuelle roller og præstationer.”
Vi håber at have Bimmer og Sanne på holdkortet længe endnu og ligesom resten af Ikast Håndbold er ambitionerne høje, fortæller Sanne.
”Jeg er sikker på, at vores spillere nok skal toppe og står med medaljer rundt om halsen, når sæsonen slutter, kun tiden kan vise, hvilken karat, det bliver,” og Bimmer er helt enig.
”Holdet har været igennem en lidt turbulens sæson indtil nu, men jeg tror også, at det gør holdet stærkere. Noget som vi kan bruge i slutningen af sæsonen, hvor alt spidser til.”