Når Stine Skogrand skal sætte ord på sine mange sæsoner her i Ikast Håndbold, så er det nemmest for hende at beskrive som et ægteskab. For den 33-årige nordmand er i gang med sin ottende sæson i klubben på heden og det har aldrig været svært for hende, når kontrakten skulle forlænges, fortæller Stine Skogrand.
”Det har været nemt for os at være i Midtjylland med Eivind der også har spillet i Skjern, så for familiens skyld, men også fordi, at der sportsligt har været tro på projektet og vi har været med i toppen og spillet om medaljer alle årene. Jeg synes, det har været svært at vælge noget fra som allerede var godt, når man ikke ved, om det kommer til at blive bedre.”
Og det har i den grad været godt for Stine Skogrand, der igen har gang i en rigtig god sæson i Ikast, hvor hun også er ved at skrive sig ind i historiebøgerne som flere andre profiler på det nuværende hold som Sarah Iversen, men også som flere før hende som Tonje Kjærgaard. Det er noget, som betyder noget for anføreren.
”Jeg snakkede med et bestyrelsesmedlem om det og var nødt til at gå fra snakken. Så det betyder måske lidt mere, end jeg havde troet. For der snakkes jo stadig om Tonje i klubben og hvilken betydning, hun havde for holdet og klubben.”
Anførerrollen
Stine Skogrand har båret anførertitlen stort set alle sine år i Ikast i et team med andre, kun afbrudt af sin første graviditet. Hun har blandt andet været i anførerteam med Tonje Løseth, Emma Friis og for nuværende Emma Lindqvist. Da hun første gang blev spurgt, var hun overrasket, men er vokset med rollen, fortæller Stine Skogrand.
”Jeg husker, at jeg var lidt overrasket, da jeg blev spurgt første gang, for jeg var helt ny i klubben og også lidt ung, men jeg kunne ikke sige andet end ja. For mig handler det om at gå forrest, men det er ikke fordi, jeg altid er den, der bestemmer på banen. Tonje Løseth havde en stor rolle sammen med Sarah, Ingvild og nu Emilie i forsvaret og så har vi haft en angrebsstyrke, hvor det først var Fauske, sidenhen Simone og nu Emma Lindqvist. Så min rolle er mere overordnet holdet.”
Børn og håndbold
I sin tid i klubben har Stine og hendes partner Eivind fået to børn. Mens både Stine og Eivind har spillet professionel håndbold med Eivind, der indstillede sin karriere sidste sæson, så har det været naturligt, at håndbold har fyldt meget i det lille hjem, og det har børn ikke ændret ret meget på, fortæller Stine Skogrand.
”Jeg troede, at det at få børn skulle hjælpe med ikke at tænke på håndbold hele tiden. Det gør det jo også, men det har ikke ændret mig. Det betyder stadigvæk det samme og at tabe en kamp går stadig væk ind på mig, som det gjorde, inden jeg fik børn.”
Præstation over alt andet
For Stine Skogrand og sine holdkammerater er det et vilkår, at de skal præstere godt på kort tid. Man kan ikke rette op på noget efter en kamp er enten tabt eller vundet, og det er en af de ting, som Stine godt kan se som bagsiden af medaljen ved et job, som hun elsker.
”Man har kun et par timer om dagen til at præstere, hvor almindelige mennesker godt kan have flere perioder i løbet af dagen, hvis de starter dårligt, kan man alligevel komme op på hesten igen eller skal ud af huset til et møde, men vi møder ind til morgen og så har vi de to timer til at præstere til træning og gøre så holdet kan blive bedre. Og man ved jo også, at hvis man rammer en dårlig træning, så går det også udover humøret.”
Drøm om DM-titlen
Selvom Stine Skogrand er en af de ældre på holdet i Ikast, så nyder hun dog stadig hver eneste træning og kamp og arbejder med stadig at blive den bedste version af sig selv på og udenfor håndboldbanen. Derudover er der stadig en medalje, hun håber på at kunne hænge om halsen i Ikast.
”Jeg har lyst til at udvikle mig og tror på, at jeg stadig kan blive bedre og der stadig er ting, som jeg har lyst til at lære. Og så håber jeg stadig på at vinde et DM-guld, inden jeg lægger skoene på hylden og det er jo en stor drøm.”