I sidste uge kunne Ikast Håndbold præsentere de to norske landsholdsspillere Frida Brandbu Andersen og Selma Henriksen til den kommende sæson. Nu er turen kommet til den islandske landsholdsspiller Elín Klara Þorkelsdóttir.
Den 21-årige bagspiller Elín Klara Þorkelsdóttir skifter fra næste sæson svenske IK Sävehof ud med Ikast Håndbold på en treårig aftale.
Elín Klara Þorkelsdóttir fik en stærk debutsæson i Sävehof, hvor hun blev kåret som både årets playmaker og MVP i den svenske liga.
I Ikast er der stor tilfredshed med, at det er lykkedes at hente den talentfulde bagspiller til klubben.
– Det er stærkt, at Elín Klara kunne tage skridtet direkte fra den islandske liga og blive så afgørende allerede i sin første sæson i Sverige. Hun har selvfølgelig lavet rigtig mange mål, men hun har også vist store kvaliteter som spilstyrer og i assistspillet. Derudover har hun allerede vist sit niveau internationalt på det islandske landshold, hvor hun trods sin unge alder har fået en vigtig rolle. Jeg glæder mig meget til at se hende i Ikast, og jeg er sikker på, at vi får en både sulten og dygtig spiller til klubben, som slet ikke er færdig med at udvikle sig, siger direktør i Ikast Håndbold, Daniel Grønhøj.
Hovedpersonen selv glæder sig over skiftet til Ikast Håndbold.
– Jeg er meget glad og stolt over at skulle være en del af Ikast, og jeg glæder mig virkelig til at tage det næste skridt i min karriere og spille i Danmark. Ikast er en stor klub med høje ambitioner og målsætninger, og jeg tror på, at vi kan opnå store resultater sammen. For mig er det samtidig en rigtig god mulighed for at udvikle mig som spiller og prøve kræfter med et nyt miljø. Jeg glæder mig meget til at møde alle i klubben og til at give alt, hvad jeg har, for Ikast, siger Elín Klara Þorkelsdóttir.
Trods sine blot 21 år har Elín Klara Þorkelsdóttir allerede international erfaring det islandske landshold, hvor hun er noteret for 37 landskampe og 145 mål. I sin første sæson i Sävehof scorede hun desuden 141 mål og sluttede som nummer to på topscorerlisten i den svenske liga.