Ikast Håndbold forstærker truppen med den hollandske spiller Harma van Kreij, der tiltræder med øjeblikkelig virkning.

Harma van Kreij spillede senest for rumænske Corona Brașov, hvor hun gennem de seneste to sæsoner har været en profil. Tidligere i karrieren har hun repræsenteret klubber som Krim Ljubljana og Borussia Dortmund og kommer dermed til Ikast Håndbold med værdifuld international erfaring.

Direktør Daniel Grønhøj glæder sig over, at det har været muligt at hente forstærkning med så kort varsel.

”Det har været et par uger med mange skader, og derfor er jeg rigtig glad for, at Harma har mulighed for at tiltræde med det samme. Hun kommer med en masse erfaring fra nogle store klubber, som vi håber, hun kan bringe i spil hos os.

Vi er selvfølgelig også bevidste om, at hun ikke har spillet håndbold de seneste par måneder. Derfor handler det nu om at få hende tilbage i håndboldform hurtigst muligt, så hun kan blive en del af holdet,” siger Daniel Grønhøj.

Vi glæder os over at Harma er kommet til, og vi ser frem til at se hende i den gule trøje.