Hvis vi kaster et blik tilbage i historiebøgerne, så ser det ud til, at morgendagens opgør mod Team Esbjerg kan blive en ganske spændende kamp. For de to hold har historie for at spille ufattelig tætte kampe. Seneste opgør i IBF Arena vidner om selv samme historie, de to point blev på heden med en sejr på 28-27.
Udover to kampe, hvor begge hold hver især har vundet med 10 mål, så er marginen på sejrene til hver især minimal. Maks seks mål har der været imellem de to hold, når slutfløjten har lydt og et tæt opgør forventer Kasper Christensen også i morgen.
”Det er to hold, der kender hinanden utrolig godt og som har forskellige ting i værktøjskassen som qua mange kampe er ret gennemarbejdet. Derfor er det to hold, som har svært ved at overraske hinanden, så det bliver vores opgave igen at prøve at tage det væk fra Esbjerg, som de er bedst til, og prøve at bringe vores kompetencer i spil. For der er ingen tvivl om, at man skal ned og vinde i Esbjerg på deres rigtig gode hjemmebane, så skal vi op og spille topniveau igennem hele kampen. Det ved vi og det er også det, vi jagter, at vi skal levere en toppræstation i morgen.”
Hvis det ikke var nok til at sælge morgendagens opgør, så kan man også kaste et blik på stillingen. Her viser et stilbillede, at Team Esbjerg efter 19 kampe har samlet 31 point sammen, lige under på tredjepladsen ligger Ikast Håndbold med 30 point efter samme antal kampe. Det betyder også, opgøret i morgen er kampen om 2. pladsen, men ikke mere vigtig end de opgør, der venter i slutspillet, lyder det fra cheftræneren.
”Den er jo ikke mere vigtigt end det hele bliver afgjort i slutspillet, men vi skal ned og vinde eller i hvert fald have et point for at holde håbet om 2. pladsen i live. Vinder vi har vi alt i egne hænder, taber vi, så er 2. pladsen væk, for Esbjerg smider ikke to kampe. Vi har kniven en lille smule mere for struben, men i det store billede er der ikke noget, der bliver afgjort i morgen. Derfor bliver vores mentalitet at gå ned og slippe alle kræfter fri og spille en fed kamp.”
For når snakken falder på slutspillet er det ikke uden grund, det nærmer sig. Kampprogrammet er godt pakket med både Kvindeligaen, EHF og ikke mindst kommende landsholdssamlinger. Det betyder også, at det er mere tid til finpudsning, det er nu, det gælder, fortæller Kasper Christensen, der ser ind i nogle spændende uger med håndbold.
”Vi er i den afgørende fase af sæsonen nu. De ting man har, der ikke fungerer rigtig godt nu, bliver også svære at få til at fungere i slutspillet. Derudover spiller vi to kampe i ugen, når vi ikke gør, så har vi et halvt hold til landsholdssamlinger, så på den måde har vi ikke meget træningstid. Der kommer også en virkelig vigtig kvartfinale, som vi prøver at toppe holdet henimod, så vi kan stå knivskarpt i de to kampe mod Siofok. Det her med eksperimenter er slut, nu spiller vi det spil vi har kørt ind.