I aftes hentede Ikast Håndbold endnu en sejr i Kvindeligaen med en sejr på 28-22 over Silkeborg-Voel KFUM på udebane i JYSK Arena.

Cheftræner Søren Hansen havde spået, at det ville blive en kamp i højt tempo og det var lige præcis, hvad det blev.
“Det blev en svær kamp, som vi havde forventet, det ville blive. de udfordrede os på en del ting, men mest af alt er det os selv og skarpheden i 1. halvleg, der halter. vi er en lille smule heldige med at komme til pause med plus to, men det gør stadig, at vi har en lille fordel. Vi producerer mange gode chancer, men laver for mange tekniske fejl i 1. halvleg.”

Ikast Håndbold kunne gå til pause med stillingen 12-14 og det var en føring, der i 2. halvleg aldrig helt kom i fare. Ikast-mandskabet skiftede til syv mod seks-spillet og det fik den sidste brik til at falde på plads i forhold til skarphed.
“Jeg synes vores syv mod seks-spil er skarpt og er med til at ændre momentum i kampen, som jeg opfatter det. Så hjælper det også at vi får rettet lidt til i forsvaret, som også giver gode betingelser for Filippa i målet. Vi var for passive i 1. halvleg og havde slet ikke nok bevægelse, som vi fik justeret ind i 2. halvleg.”

I de sidste 30 minutter var syv mod seks-spillet med til at lukke ned for Silkeborg-Voel, der blandt andet løb ind i scoringproblemer i mere end 10 minutter, men det var ikke helt uden problemer, de to point blev hevet hjem, hvor blandt andet Sarah Madsen var en af de spillere, der drillede Ikast Håndbold.
“Sarah Madsen får vi aldrig helt styr på, men til gengæld er der andre af deres dygtige spillere, som vi lukker rigtig godt af på. Der er rigtig mange ting, der lykkes, men hun får lov til at lave for mange mål på os,” lød det efter kampen fra cheftræner Søren Hansen.

Forude venter en uge med landsholdspause, inden vi onsdag d. 2. okt. byder indenfor til håndboldkamp mod Aarhus Håndbold kl. 18.30.