Seneste opgør mod ungarske Motherson bød på masser af fart, trompetspil i hallen og en fin sejr på 34-26 på udebane. I morgen tager vi hul på returopgørene i gruppespillet, hvor Motherson gæster IBF Arena og Kasper Christensen forventer endnu et tempofyldt opgør.
”Vi synes, Motherson er et rigtig godt angrebshold. De har mange spillere, der har gode individuelle kompetencer, både på brud og som skytter og en god stregspiller i nr. 32 Pásztor. Så det handler om igen at lykkes med det, vi kom afsted med på udebane. Vi dækkede fint op, så vi kunne løbe kontra med det. Vi vil gerne have et tempofyldt opgør og det vil Motherson også, så vi forventer en kamp med masser af fart og mange angreb.”
Tre sejre i de tre første kampe er status inden morgendagens opgør, hvor Motherson venter for anden gang. Det betyder, at 1. pladsen i morgen kan sikres med en sejr. Det betyder dog langt fra, at vi kommer til at se mindre seriøsitet på banen, fortæller Kasper Christensen, for målet er klart.
”Vi kommer ikke til at skue ned. Vi vil rigtig gerne sikre, at vi bliver nr. 1 i puljen, det er et stort mål for os og vi vil være skuffede, hvis det ikke lykkes. Derfor kommer vi til at have en seriøs indgang til alle Europa-kampe. Der hvor der er et men, er, når vi spiller to kampe i ugen, hvor vi skal sørge for at få doseret kræfterne rigtigt. Derfor skal vi have vores bredde i spil, det gælder både i ligaen og i Europa-kampene.”
For Europa-kampene har skruet godt op for antallet af kampe i programmet, men det gør bestemt ikke noget for cheftræneren. Det er et godt kampflow for spillerne at være i, fortæller han og tilføjer:
”Som udgangspunkt går vi ind til alle kampe for at give den gas, og vi er et hold, der bruger mange spillere på banen. Det har vi gjort i hele sæsonen i det hele taget, så vi behøver ikke at ændre så meget i vores tilgang.”
Vi satser stærkt på, at Ikast Håndbold sikrer en sejr i morgen, når vi byder ungarske Motherson indenfor i IBF Arena med kampstart kl. 18.00. Kampen kan du stadig købe billet til lige her – vi ses på lægterne!