Det bliver et topopgør, som får lov til at skyde gang i Kvindeligaen i Ikast igen, når Team Esbjerg i morgen gæster IBF Arena kl. 19.00. Det er ligaens nr. 1. og 2, der mødes, men det er også to mandskaber, som ikke har haft meget forberedelse samlet som hold at gøre med efter slutrunden. For i morgen skal vi også fejre de hjemvendte EM-spillere, hvor de to hold har hentet 14 medaljer til sammen.

Konkurrencevilkårene er dog de samme, knap to træninger har været forberedelsen inden de to hold løber på banen i morgen og når spørgsmålet lyder: ”Er I klar?” kommer svaret hurtigt fra cheftræneren.
”Det ved jeg ikke, om vi er. Det tænker jeg heller ikke, Esbjerg og Jesper ved. Det er to hold, som kommer til kampen med lige ringe forudsætninger. Det positive er, at der er rigtig mange spillere, der har været ude og spille på et højt niveau. De har været kampbelastede, men kommer også kampberedte hjem igen. Dem der har været hjemme har trænet masser af styrke og konditionelt, så de er også klar. Det er jo to hold, der ikke har haft mulighed for at sammensætte ret meget frem til kampen, så det skal nok blive intenst og en stor fight. Men det kan også være, at fighten kommer til at fremstå mere klart end det gode håndboldspil.”

Hvad giver en fordel, når det drejer sig om kampen. For som Køhler sagde tidligere på ugen, så er konceptet i Ikast Håndbold klart, men hvad betyder mest; individuelle kvaliteter eller kollektivet og konceptet? Og hvad kan man forvente, når holdet ikke har været samlet i mere end tre uger?
”Den individuelle kvalitet er altid afgørende, også i et koncept. Så bliver det, hvilket hold, der formår at få spillet en kamp ud fra holdets gameplan og få holdt sig til konceptet. Men det vil være naivt at tro, at der ikke kommer nogle smuttere her og der, når man ikke har været sammen som gruppe i et stykke tid.”

Kan det så blive for stor en fordel, når cheftræneren på det andet hold har haft fornøjelsen af fire spillere på landsholdet. Ikke fordele, der betyder noget, lyder det fra vores cheftræner, men morgendagens modstandere er også to, der kender hinanden frygtelig godt i forvejen efter mange spændende opgør mod hinanden.
”Jesper kan måske nogle få detaljer om vores individuelle spillere, men det er også to hold, der kender hinanden godt. Vi har spillet utrolig meget mod hinanden i de sidste par sæsoner, så det bliver svært for os begge at overraske ret meget. Jeg tror ikke, det har den store betydning.”

Team Esbjerg skriver selv i deres optakt, at et nederlag i IBF Arena i morgen er katastrofal. Specielt efter Randers HK´s konkurs tidligere på måneden, så er et nederlag i morgen ikke på menuen hos dem. Og mens en sejr bestemt også er på menuen i morgen for Ikast Håndbold, så bruger Kasper Christensen kun ordet ´katastrofalt´ om konkursen.
”Jeg er rigtig, rigtig ærgerlig på dansk håndbolds vegne over, at Randers er gået konkurs. Jeg synes, det er en katastrofe for Kvindeligaen, at vi står syv runder inde i sæsonen, og allerede ved, hvem der rykker direkte ned. Jeg kan på ingen måde glæde mig over, at Randers er gået konkurs og det er lige før jeg spyr ild af arrigskab, når nogle tillader sig at sige, at det er en fordel for Ikast. Vi går selvfølgelig efter at vinde alle kampe og hvis vi er gode nok til at slå Esbjerg i morgen, er det da en fordel at vi otte runder inde har slået både dem og Odense på hjemmebane. På den måde er det en rigtig vigtig kamp.”

Skal du med på lægterne til morgendagens kamp, så skal du skynde dig. Vi har ikke mange billetter tilbage – få fat i din lige her.