Der var ingen spænding om placeringen i aftenens kamp. Vi vidste, det ville blive en 2. plads uanset udfaldet af kampen og det kunne mærkes, mens sejren dog blev hevet hjem.

De første 30 minutter var ikke ligefrem det bedste håndbold, vi har set på halgulvet i IBF Arena denne sæson. Koncentrationen var ikke helt til stede og Ringkøbing var flere gange i front, men med lidt beslutsomhed og lidt mere koncentration fik Ikast hentet gæsterne og kunne gå til pause med en udligning til 14-14.

2. halvleg blev en del mere koncentreret, men stadig med sjusk som flere gange gav en livline til Ringkøbing om at komme tilbage i opgøret. Ikast steppede dog op til sidst og hev sejren hjem ganske fornuftigt med stillingen 36-31. Her blev der også plads til endnu en debut fra vores ungdomsside, hvor Anne Katrine Nowak kom i slutminutterne og også kvitterede med et mål

Nu kan alt fokus sættes ind på weekendens 1/8-finale mod SG BBM Bietighiem, hvor alt stadig er på spil!

Mangler du stadig at købe din billet, så er det ind forbi lige her.