Et endnu større fokus på talentsatsningen i Ikast Håndbold bærer frugt. Til kommende skoleår starter 24 håndboldspillere på college mod otte i år. En stor del af den store fremgang kan tilskrives Talentchef Mathias Rasmussen.
Mathias Rasmussen er i gang med sin første sæson som talentchef i Ikast Håndbold og blev netop ansat for at sætte et større fokus på at skabe en sammenhæng hele vejen op igennem rækkerne, mens han også er cheftræner for U19-holdet i Ikast Håndbold. Rollen som talentchef skal blandt andet sikre en større sammenhæng op igennem rækkerne, fortæller han.
”Det indebærer, at jeg sørger for en strategi og rød tråd i de ting, vi laver. Jeg sørger for at U17-trænerne og U19-trænerne ikke bare passer deres egen butik, men at der er samspil i tingene og en rejse igennem det at være ungdomsspiller. At man ikke bare er på et hold og så er man på et andet hold året efter. Vi skal sørge for, at det bliver en mere flydende overgang fra hold til hold, så man ikke skal bruge tid på at falde ind i et nyt spilkoncept, men kan fortsætte sin udvikling sæson efter sæson. I sidste ende håber vi jo på, at en del af de spillere, der spiller i vores miljø også ender på ligaholdet.”
For det er målet: At udvikle håndboldsspillere, ikke bare til ligaholdet i Ikast, men også til håndboldsporten generelt. Nogle af dem vil forhåbentlig blive en del af ligaholdet.
”Nogle af dem, der starter som U17 vil forhåbentlig på et tidspunkt, ikke alle sammen, men nogle af dem, blive ligaspillere. Det handler for os om at have en bred tragt, som inspirerer så mange som muligt til at undersøge sit talent, men som op imod ligaholdet snævrer sig ind. Både i forhold til niveau, men også i forhold til sin interesse til sporten.”
Der vil altid være forskel på tilgangen til sporten fra spiller til spiller og det skal der være plads til. Uanset om man jagter den helt store landsholdsdrøm eller bare synes håndbold er det sjoveste i hele verden, så har talentarbejdet i Ikast behov for spillere, der bliver ved med at spille håndbold. Derfor glæder det også Mathias, at der er en fin vækst på håndboldlinjen på college.
”Der skal være plads til afklaring. Når man er 16 år, vil mange gerne være professionelle håndboldspillere. Når man bliver 18-19 år, så ved man lidt mere om, hvad det kræves og så er det ikke alle, der har lyst til den del stadigvæk. Men for at vi skal sikre et kontinuerligt forløb, er det vigtigt, at dem der jagter landsholdsdrømmen har nogle at sparre med, og lige så vigtigt, at dem der jagter foreningslivet i sporten, også har nogle. Derfor er det vigtigt for os, at vi er en stor flok.”
Når snakken falder på, hvorfor man netop skal vælge det sportstilbud, som der er i Ikast, så er Mathias hurtig til at nævne synergien, helt nede fra den første start på efterskole til højskole og Sportstar College. Derfor går meget af Mathias´ tid også med at have en finger på pulsen i et miljø med mange interessenter. En stor fordel for kommende elever på blandt andet Sportstar College er, at her ved man og har forståelsen for, at sport kan føles som det allervigtigste i verden.
”Jeg synes, det her er et godt tilbud, fordi vi har muligheden for, at man kombinerer sin ungdomsuddannelse med meget idræt i nogle rammer, som har været gearet til det i rigtig mange år. Lige meget hvor man er i miljøet, så møder man folk med stor erfaring i at hjælpe unge mennesker på vej i sporten samtidig med, at man tager en ungdomsuddannelse og det er en stor fordel. I og med vi har et flergrenet college med mange forskellige sportsgrenen, så får man også et bredere idrætsmiljø, hvor man bliver en del af et fællesskab sammen med knap 140 unge mennesker, som også synes, sport er det fedeste i verden.”