Når sidste kamp er fløjtet af i denne sæson og der forhåbentlig er hængt en medalje om halsen, så har Julie Gantzel og Vilde Johansen spillet deres sidste kamp i den gule Ikast-trøje. Begge indstiller karrieren efter denne sæson.
For Julie slutter håndboldkarrieren, hvor den startede. For hun er Ikast-spiller med håndbold helt ind i blodet. Det var dog først, da Julie skulle på efterskole og fik et prik på skulderen om, at det var en god ide at vælge ISI Idrætsefterskole, at hun begyndte at have følelsen af, at håndbold kunne blive mere end bare en hobby for hende. Herefter blev hun en del af FCM-ungdom, inden turen gik til Norge, hjem til DK og Ringkøbing, inden hun kom retur til barndomsby og klub.
”Jeg trådte jo ind i her i et sindssygt professionelt miljø, hvor vi også spillede Champions League. Jeg kan også mærke, at jeg føler mig stolt af at være en del af det her hold. Stolt af, at jeg er blevet så dygtig, at jeg kan få lov til at være med hernede og reelt set drømme om at vinde medaljer med min barndomsklub.”
For jævnaldrende Vilde Johansen startede håndboldkarrieren et helt andet sted. Hun startede først til håndbold som 12-årig efter familien flyttede tilbage til Norge efter en årrække i Kenya. Vilde spillede fodbold og volley, mens håndbold lød kedeligt. Det blev dog i Larvik, en af Norges største håndboldbyer, familien bosatte sig i og pludselig var Vilde startet til håndbold.
”Det var bare fedt, at jeg kunne hænge ud med mine venner og fik dyrket noget sport. Så det var måske en lidt anden tilgang til håndboldlivet, men jeg hyggede mig og blev vældig glad for sporten.”
Fordi Vilde startede senere end de fleste, havde hun heller ikke følelsen af, at håndbolden skulle blive hendes levevej. Det var først da hun efter gymnasiet tog en snak med sin træner om at finde en klub i Oslo, hun kunne spille lidt i, mens hun studerede.
”Jeg fik aldrig følelsen af, at jeg ville komme til at tjene penge på det eller at det ville blive mit job. Det forstod jeg ikke, før jeg fik kontrakt med Larviks førstehold. Det kom meget overraskende for mig, for jeg var færdig med gymnasiet og tænkte egentlig, at jeg skulle flytte til Oslo, men kontrakten med Larvik kunne jeg ikke sige nej til.”
Mens starten af deres karriere er fortalt, er vi nu også nået til det sidste punktum. Det bliver sat efter sæsonen, skoene stilles på hylden for begge, men man skal aldrig sige aldrig. Sikkert er, at begge kommer til at savne sporten og sammenholdet omkring holdet meget, men der er også visse fordele ved en kalender, der ikke bestemmes af træning og kampe, fortæller Julie Gantzel, der snart skal vende sig til en helt anden hverdag.
”Jeg tror, det jeg kommer til at savne allermest, er følelsen af, at nu træner vi på noget, vi skal gøre bedre som hold. Jeg kommer også til at savne, at man møder ind og er sammen med sine veninder, sådan er det ikke i et ægte voksen-arbejde. Men jeg glæder mig også til, at jeg selv kan vælge, hvornår jeg vil have ferie og ikke skal løbe, fordi der venter en bip-test om to uger. Men jeg er også skræmt, for nu er det mit eget ansvar at få noget fyldt i kalenderen. Jeg kan godt være skræmt over, at jeg ikke får det sociale hver dag på samme måde, som jeg gør i dag.”
Vilde stemmer i og nævner også bip-testen, som ingen nogensinde har glædet sig til ved sæsonstart. Selvom slutspillet er skudt i gang, så skubber hun alligevel tanken om karrierestoppet så langt væk som muligt.
”Jeg kommer til at savne at have et tilhørsforhold til et hold og at møde mennesker, som vil det samme som en selv og også er rigtig gode til det. At man har et apparat rundt om sig, som kun arbejder for, at vi kan præstere på banen. Jeg nyder virkelig bare hver uge og måned. Jeg forsøger ikke at tænke på, at det slutter på et tidspunkt, men jeg er klar til det, når tiden kommer. Det bliver jo trist, uanset om jeg stopper nu eller om et par sæsoner.”
Begge spillere kan kigge tilbage på en flot karriere med mange medaljer om halsen og flere titler hevet hjem til klubben på heden. For begge er tanken om et karrierestop ikke kommet fra den ene dag til den anden, men ganske naturligt for Julie, der er færdig med uddannelse og har et job ved siden af håndbolden og for Vilde, der flytter hjem til Norge for at starte på uddannelsen som sygeplejerske. Begge med ro i maven om beslutningen.
”Jeg er blevet færdig med at læse og fik et arbejde, som jeg også synes er vildt fedt. Her bliver jeg bekræftet i nogle af de ting, som jeg også kender fra håndboldbanen. At lykkes, at være god til nogle ting og spille på et hold, hvor vi gør det godt. Det er det samme, som jeg gør på halgulvet. Med to fede ting er det blevet sværere at skifte fra håndbold-Julie til civilingeniør-Julie.”
Vilde ser også tilbage på en karriere, som gemmer mange store oplevelser med Ikast Håndbold, en OL-deltagelse og de op- og nedture, som er afhængig af hinanden og ikke kan skilles ad, fortæller hun.
”Det hele har været en stor oplevelse, håndbold, træning og rejseture, hvor vi har set nogle mærkelige steder i Europa. Og nedturene, det at gå igennem svære perioder, hvor man ikke føler, at man præsterer. Det er en naturlig del af sporten, at man får hele spektret. Det er det, som gør, at de gode perioder bliver så gode. Fordi du ved, hvordan det er, når det ikke kører. Det er en livsspil, som jeg har været vildt glad for at have prøvet.”
Heldigvis er der stadig spændende kampe på programmet med både Julie og Vilde, inden vi til sæsonafslutning skal sige farvel til vores to stregspillere. Eller nok nærmere et på gensyn – begge har lovet, at det ikke bliver sidste gang, vi ser dem i IBF Arena,