Det holdt hårdt, rigtig hårdt, men de to forventelige point blev sikret i Bavnehøj Arena i går. Det blev som frygtet et tæt, tæt opgør, hvor Ajax i store dele af kampen lykkes med at hive tempoet ud af kampen. Krydret med mange redninger af Sarah Nørklit, så så det længe ud til, at de to point ikke nødvendigvis skulle med hjem.

Busturen blev dog ikke længere end højst nødvendigt på vej hjem. Med en scoring i det sidste angreb af kampen hamrede Cecilie Brandt sejren i hus til slutcifrene 21-23. Det var dog en kamp, som i stort set hele første halvleg blev afviklet på Ajax Københavns præmisser med et langsomt og tempoforladt angrebsspil. Selvom var et af de punkter, som Kasper Christensen selv havde fokus på i optakten, så blev spillerne alligevel for utålmodige i fasen og fik åbnet op for gode chancer for Ajax.

Masser af store chancer var der dog også i den anden ende, ofte stod Sarah Nørklit dog i vejen. Ajax havde held med at presse Ikast-spillerne til dårlige afslutninger for derefter at omsætte dem til mål. Derfor blev det også et pauseresultat med Ajax København i front med 14-12 og en cheftræner der efterfølgende kaldte halvlegen for skrækkelig.

Helt så skidt blev det dog ikke i 2. halvleg. Spillerne faldt på plads i forsvaret, dækkede godt og fik kontrafasen op at køre. Umiddelbart en opskrift på succes, hvis det ikke var fra Nørklit, der bestemt ikke gik ned i niveau efter pausen og forsatte med at levere redning på redning. Blandt andet hev hun fem redninger i træk op, til tydelig frustration for Ikast-spillerne.

Stine Skogrand fandt dog vej til målet med tre vigtige scoringer, der holdt Ikast med i opgøret, mens resten af spillerne også knoklede for at få sejren i hus. Det var også sådan det endte efter Jessica Ryde i mål pillede Ajax chance for udligning med 30 sekunder igen. I stedet fik Cecilie Brandt med en scoring sat de to point ind på kontoen med slutresultatet 21-23.

EM-slutrunden sætter kvindeligaen på pause, men det betyder langt fra, at du ikke har mulighed for at se Ikast-spillerne i aktion. Her sender vi syv spillere afsted til slutrunden, mens også cheftræner KC skal afsted og dække slutrunden for TV2.

Vi holder jer selvfølgelig opdateret på kampene i løbet af slutrunden, mens vi også herhjemme stadig holder godt gang i håndbold og harpiks.