Første nederlag for Ikast Håndbold kom i onsdags, da hedens hold måtte se sig slået af København Håndbold på udebane. Efter 40 knap så gode minutter bagud, fik holdet stillet ind og hentet seks mål. Marginalerne faldt dog i sidste ende ud til København Håndbold, der sikrede to point på hjemmebane.
Kampen i Kvindeligaen mod København blev spillet kun to dage efter en udebanesejr over Metz i Frankrig, mens der i weekenden også venter en udebanetur til Bukarest og Rapid Bukaresti. Mange kampe på få dage, vil dog aldrig være undskyldning for et nederlag, lyder det kontant fra Kasper Christensen.
”København er et godt hold med mange dygtige spillere, som også har stor erfaring internationalt. Så man kan tage til København og tabe, også selvom man gør det hæderligt. Vi kan på ingen måde tilskrive det nederlaget med det tilspidsede kampprogram. Det nægter vi i hvert fald, for hvis det begynder at blive en sandhed, så bliver det en lang sæson for os. Men der er til gengæld en tvivl om, at vi skal have fundet en stabilitet i det her kampprogram, og det bliver nok vores største udfordring.”
I dag venter en træning for Ikast Håndbold, der ankom til Rumænien sent fredag aften. Og selvom der er røget et trænerteam og morgendagens modstanderhold ikke har præsteret som forventet, så er det et hold, man bestemt ikke må tage for let på, fortæller Kasper Christensen.
”Rapid er et hold med stor international erfaring, der er rigtig mange landskampe i holdet mens de også er rigtig godt besat spiller for spiller. Jeg synes dog, at de har præsteret under ift. hvad man kunne forvente, men det er et hold, vi har utrolig stor respekt for og rummer mange individuelle kompetencer på højt niveau.”
Troede man, at Metz hjemmebane var en hård nød at knække, så kommer spillerne til at opleve stort set det samme pres fra tilskuerrækkerne på weekendens udebane. For også denne udebane er godt berygtet for et hjemmepublikum.
”Rapid har et ekstra gear på hjemmebane og det bliver en faktor, at vi skal ned og spille på en rigtig vild udebane og at vi samtidig formår at spille stabilt. Vi kan jo benchmarke lidt op mod Metz-kampen, hvor vi også var i en god kulisse og formåede at holde vores niveau. Jeg tror egentlig, det handler om, at vi ikke kommer i vores følelsers vold og ikke lader os påvirke for meget af omgivelser, dommerkendelser eller modgang, men får afviklet kampen ud fra vores gameplan. For vi har jo vist i denne sæson, at vi kan gøre ondt på rigtig mange hold, når vi viser højt niveau, og jeg tror vi har midlerne til at gøre ondt på Rapid.”
Kampen mod Rapid Bukarest kan ses på handballkanalen med kampstart kl. 16.00 i morgen.