Lørdag eftermiddag står sæsonens femte opgør mod Team Esbjerg. Ja, den er god nok, femte opgør mod samme modstander på en sæson. De fire første findes sågar indenfor den samme måned tilbage i november; et pokalopgør, en ligakamp og to kampe i Champions League-gruppen.

Det blev ikke point i nogle af opgørene og om end det er vores lige nu største konkurrent i den danske liga sammen med Odense Håndbold, så har cheftræner Kasper Christensen også roser af sende afsted til den kommende modstander.
”på det tidspunkt, hvor vi havde de her fire kampe mod Esbjerg, var de klar det bedste mandskab i Europa. De var fuldstændig uhyggelig stærke, og jeg synes, når man kigger mange af temaerne igennem, lykkedes vi godt, men Esbjerg var os bare overlegne i perioder, fordi de var så outstanding i den periode og gav intet væk”

Jagten er dog sat ind på point i lørdagens opgør, for Ikast Håndbold vil gerne fortsætte den ubesejrede stime, som de endnu har i 2024 – også med modstandere som Vipers Kristiansand og Metz Handball – men tidspunktet i sæsonen spiller også ind, fortæller Kasper Christensen.
”Det er klar, at vi er i en periode nu her, hvor vi er rimelig trygge ved at blive nummer to, mens det bliver svært at nå førstepladsen. Så udover at spille en god kamp på lørdag, så har vi også fokus på Bietigheim-kampene og den periode, der kommer efter. Så vi kommer til at være forberedt, men kommer ikke til at bruge meget fokus på Esbjerg i vores træninger. Der vil vi hellere fokusere på den lange bane, men vi gør, hvad vi kan for at slå dem og tror også på, at vi kan slå dem.”

Kigger vi tilbage på de fire kampe i november, så rykkede Ikast Håndbold også tættere og tættere på de to point. Der er dog flere ting, der skal minimeres for at hente de to point i IBF Arena på lørdag, blandt andet individuelle fejl, lyder det fra cheftræneren.
”De sidste par kampe havde vi en del individuel uskarphed. Vi brændte utrolig mange chancer på deres målmænd i de to sidste kampe, men tilspillede os, de chancer, vi skulle. I de sidste to kampe, synes jeg, vi var bedre til at afvikle på vores præmisser. Der fik vi dikteret kampen meget fint og det er flere minutter på vores præmisser der skal til, hvis vi skal slå Esbjerg.

Mens spillerne er ved at gøre klar til opgøret, så er det også ved at se rigtig fornuftigt ud på lægterne i IBF Arena. Torsdag eftermiddag var der færre end 100 siddepladser tilbage i IBF Arena og det glæder Kasper Christensen, at mange støtter op, når to tophold mødes lørdag eftermiddag i Ikast.
”Når der har været knald på og store besøg, så har vi haft mange på lægterne og god stemning og det vil vi gerne appellere til, der også er på lørdag. Vi ved, der kommer mange mennesker i hallen og der er et stort setup på spinningeventet før kampen, så vi er også klar til at give den gas og kæmpe for at vinde.”