Der var ikke meget af rafle om i gårsdagens kamp mod Aarhus Håndbold, hvor tre ord beskriver kampen meget godt: Fremragende forsvarsspil, mure i målet og meget få fejl.
Mens de ord beskriver spillet på banen, så er der endnu et ord at smide efter kampen, for endnu engang sørgede det gule hjørne for en fremragende opbakning på ethvert givent tidspunkt i kampen. Om Ikast var foran med 1 eller 20 mål, som det på et tidspunkt var tilfældet, så bakkede de op og fik resten af hallen med som var det en DM-semifinale, der var på spil.
Blandt andet båret af energien i hjørnet og en rigtig god sæsonstart, gav Ikast Håndbold stort set ingenting væk og sejren blev hurtig segmenteret. Specielt med et blik på pausestillingen, som lød på 19-8. Ikke mindst en rigtig varm Filippa Idehn i målet, som pillede mange af skuddene fra Aarhus-spillerne.
Selvom hun blev skiftet ud i til 2. halvlegs begyndelse, så forsvandt niveauet ikke af den grund. Ind kom Irma Schjött, som fortsatte, hvor Filippa slap og holdt buret rent i knap 13 minutter før det første Aarhus-mål slap forbi hende. Det var til trods for, at det var Irmas første kamp i denne sæson, efter en hovedskade har holdt hende ude i de første kampe i sæsonen.
Det betyder, at vi forsat er ubesejret i Kvindeligaen, inden vi i næste uge møder København Håndbold på udebane tirsdag d. 8. okt. Kl. 20.00 – en kamp, som du kan se på TV2 Sport.