Select og Ikast Håndbold er det, man ganske simpelt kalder en god historie om et samarbejde, der fungerer rigtig godt for begge parter. Det samarbejde bliver nu forlænget, så det er Select, der står bag Ikast Håndbolds spilletrøjer og tøj frem til 2030.
Ikast Håndbolds spillere har siden 2021 været iklædt Select-tøj og med deltagelse i toppen af både den danske liga, men også internationalt, så er det et samarbejde, der ikke bare handler om tøj, fortæller Henrik Kjærgaard fra Select.
”Vores samarbejde med Ikast håndbold bygger på mere end en bold- og udstyrsaftale. Det bygger på mennesker, kultur og en fælles ambition om at præstere på højeste niveau. Siden 2021 har det været en fornøjelse at arbejde sammen med en klub, der både spiller med i toppen af ligaen og markerer sig internationalt. Derfor er vi stolte over at forlænge aftalen og ser frem til at støtte klubbens fortsatte udvikling både på og udenfor banen og hele miljøet omkring klubben”.
Direktør Daniel Grønhøj glæder sig også til det forsatte samarbejde, hvor underskriften nu er sat frem til 2030. Med offentliggørelsen af en ny aftale teaser han også for, at der til den kommende sæson kommer en spændende ny spillertrøje, der bliver aktuel til den kommende sæson.
”Vi er meget glade for at forsætte samarbejdet med Select. Det er et partnerskab, hvor vi oplever stor fleksibilitet, et højt serviceniveau og en oprigtig interesse i vores klub. Vi føler os prioriteret og det gør en stor forskel i hverdagen. Samtidig er kvaliteten af både tøjet og samarbejdet i top og derfor er det helt naturligt for os at forlænge aftalen frem til 2030.”