For anden gang i denne uge hedder modstanderen på den anden banehalvdel Ringkøbing Håndbold, når vi i morgen åbner dørene til en omgang håndbold i IBF Arena.
Det var selv samme modstander vi stod overfor i onsdagens pokalkamp, som endte 24-39 og sendte os videre kvartfinalerne i pokalturneringen. Nu venter i stedet et opgør i liga-favør og her tror cheftræneren på, at vi kommer til at se mere til Ringkøbings syv-mod-seks-spil.
”Vi er forberedt på, at de gerne vil spille meget syv mod seks, som de også gjorde derude, så det kræver noget energi og bevægelse og det har vi arbejdet lidt med til dagens træning.”
Søren Hansen lægger dog heller ikke fingre imellem, at det er en speciel oplevelse at møde det samme hold med så kort tids mellemrum.
”Det er specielt, det må jeg sige. Vi har klippet kampen fra i onsdags og kigget på det, men vi har egentlig forsøgt at holde rigtig meget fokus på os selv og den energi, vi vil bringe ind i kampen. Vi ramte en rigtig fin pokalkamp, hvor vi var klar på aftaler og havde en god attitude, det skal vi gentage i morgen.”
Kampen mod Ringkøbing fløjtes i gang i morgen og du kan komme med på lægterne helt GRATIS – brug koden ”forsia”, når du henter billetter her.