Syv spillere er allerede sendt afsted til de respektive landshold, men det er dog ikke de eneste, vi sender afsted til slutrunden. Også Cheftræner Kasper Christensen er taget afsted til EM-slutrunden, hvor han skal kommentere gruppe A med Norge, Ungarn, Kroatien og Schweiz og dække gruppe C med Frankrig, Holland, Nordmakedonien og Rumænien i hallen i Skopje.

Inden han tog afsted, tog vi en snak med ham om slutrunden, blandt andet om medaljerne, overraskelser, skuffelser og hvad han har af forventninger til Danmarks slutrunde, som han skal være med til at dække. Læs med lige her i ni hurtige om slutrunden:

1. Top tre på medaljeskamlen
Norge, Danmark og Frankrig i den rækkefølge. Jeg tror, Norge og Danmark kommer til at spille finale med guld til Norge.

2. Hvem bliver topscorer for Danmark?
Det tror jeg Kristina Jørgensen gør. Trine Østergaard kunne være en mulighed, men hun skyder ikke straffe.

3. Hvem bliver topscorer for slutrunden?
Det tror jeg Henny Reistad gør eller måske Malestein fra Holland

4. Hvad er dine forventninger til Danmark?
Danmark har fået en god lodtrækning, men det er en drilsk pulje. Det bliver ikke en nem åbningskamp mod slovenerne og der ligger også en rigtig hård kamp mod Sverige. Til gengæld bliver Danmarks pulje parret med Norges. Det hold der kommer videre med flest point i Danmarks pulje, vurderer jeg, har en stor chance for at ryge i semifinalen. Jeg ser Danmark og Norge som de to bedste hold ovre i den halvdel, med Sverige som en farlig outsider.

5. Danmark og Norge er favoritter i den ene halvdel, hvem er i den anden?
Jeg tror lige nu, at Frankrig og Holland er de to bedste bud på semifinalister derovre, men jeg synes den halvdel, som jeg skal dække, er mere åben. Der er nogle drilske hold i Montenegro, Spanien og Tyskland, som godt kan klemme sig ind sammen med forventeligt Frankrig i en semifinale.

6. Hvordan bliver det at skulle ned og dække slutrunden?
Det bliver sjovt, det glæder jeg mig til. Det bliver sjovt at formidle det, som jeg jo brænder for, hjem til danske håndboldfans. For mig bliver det også en udfordring at skulle lære at kommentere, så jeg er meget mere ude af min komfortzone end jeg er, når jeg er håndboldtræner her. Den gruppe, hvor jeg skal være i hallen, med Frankrig, Rumænien, Holland og Nordmakedonien er en af de puljer, som ser allerstærkest ud, så det bliver også en god håndboldmæssig oplevelse.

7. Du er jo en kæmpe håndboldnørd, hvordan bliver det at formidle til hr. og fru Danmark?
Det handler om ikke at blive for nørdet og få det kommunikeret på et sprog, hvor alle kan være med og hvor det ikke bliver for teknisk fagsprog. Så ser jeg det også som min opgave at komme med den passion og viden, som jeg synes, er vigtig. Det skal foregå på et sprog, hvor dem der er håndboldinteresseret, men på et mindre niveau end mig selv, også kan være med, så det er helt sikkert en opgave i sig selv, at det ikke bliver for supernørdet.

8. Hvilket land overrasker til slutrunden?
Jeg tror, Sverige kommer til at gøre det godt, og jeg synes de har et supersolidt landshold. For mig er det bare ikke en overraskelse. Jeg har ikke Sverige til at få i en semifinale, men hvis det ikke bliver Danmark eller Norge, så bliver det Sverige, tror jeg. For mig vil det ikke være en kæmpe overraskelse, selvom jeg har Danmark som et lidt bedre hold.

9. Hvilket land kommer til at skuffe til slutrunden?
Der er ingen tvivl om, at Rumænien ikke er et landshold på det niveau, som det burde være. Selvom de kommer med nogle kæmpe stjerner i Neagu og Pintea, så vil jeg se det, før jeg tror det, at de kan gå ind og drille lande som Frankrig og Holland.
Holland har også gjort det utrolig godt i kampene før slutrunden, så der er ingen tvivl om, at det er med til at knalde forventningerne til dem højt op. Jeg har stadig Danmark med en større chance for at tage medaljer end Holland, fordi den mellemrunde Danmark kigger ind i, bliver fin.

På fredag tager vi endelig hul på slutrunden og det gør vi altså med alle vores Ikast-spillere på en gang, hvor Danmark, Norge og Sverige alle spiller fredag aften.
Danmark ligger ud med Slovenien kl. 18.00, Norge møder Kroatien kl. 20.30, mens Sverige lægger ud med Serbien også kl. 20.30.

Husk også at følge med på vores facebookside under slutrunden, hvor vi holder jer godt og grundigt opdateret om kampene til slutrunden med Ikast-spillere, mens der også kommer en lille konkurrence eller to – så følg med!