For et år siden forlængede Line Mai Hougaard sin kontrakt i Ikast Håndbold. Både på og udenfor banen var det det rigtige skridt for hende og det er det igen – Line Mai fortsætter endnu et år i den gule trøje til sommeren 2025.
”Jeg er så glad for at være her, hvor jeg virkelig nyder træningsmiljøet, spillerne og alle mennesker omkring klubben. Det er et rigtig godt miljø at være i og jeg kan udvikle mig. Nu spiller vi også Champions League, som har været tiltrækkende i en forlængelse for mig.”

Den seneste sæson har Line Mai Hougaard været med til at vinde European League og i denne sæson klaret sig godt med Ikast Håndbold i Champions League. De oplevelser og præstationer sammen med holdet, har også været en motivationsfaktor for at blive på heden, lyder det fra den 24-årige højrefløj.
”Jeg har fået store oplevelser med holdet de seneste sæsoner. Det er sådan nogle ting, man har gået og drømt om og nu bliver de indfriet. Ambitionerne er kun blevet større, især omkring holdet. Jeg synes, vi bygger på hele tiden og udvikler os. At se starten på CL, hvad vi har opnået allerede nu, siger meget om det hold, jeg spiller på.”

Direktør Daniel Grønhøj er også glad for, at Line Mai Hougaard bliver på holdkortet i Ikast Håndbold. Hun er en lokal spiller, som har sat sit aftryk på holdet og som i flere sæsoner har vist sit værd på højrefløjen. Hun har dannet et godt makkerpar med Cecilie Brandt, som også har været med til at udvikle begge spillere.
”Jeg er meget glad for, at Line Mai har forlænget sin aftale med Ikast Håndbold. Hun har leveret rigtig godt i denne sæson, både i Kvindeligaen og specielt i Champions League. Hun har udviklet specielt sit forsvarsspil, samtidig med hun har nogle flotte scoringsprocenter. At hun er en lokal pige gør bare tilfredsstillelsen endnu større.”

Selv har Line Mai Hougaard også store ambitioner for den kommende tid i Ikast Håndbold. for drømmene er stadig store for højrefløjen. Lige nu er hun en del af bruttotruppen ved VM og vil gerne endnu et skridt tættere på banen i nationaldragten.
”Jeg har også nogle personlige drømme og mål. jeg vil helt sikkert gerne tættere på landsholdet og det arbejder jeg hårdt på, men det vigtigste for mig er at kunne udvikle mig, det er jeg slet ikke færdig med.”

Vi glæder os til at se meget mere til Line Mai Hougaard i den gule trøje!