I går var en spændende dag i Ikast Håndbold. Stort set time for time udviklede holdkortet sig, hvor først Søren Hansen måtte se sig slået af influenza, mens Stine Skogrand kort før mødetid også meldte sig syg.
Derfor var det et ganske decimeret Ikast Håndbold, der stillede klar til kampstart, men ikke desto mindre var spillerne på banen helt klar til kamp. Mads Brandt var i fravær af Søren Hansen opgraderet til cheftræner, mens direktør Daniel Grønhøj var hoppet med på bænken som assistenttræner.
Et fint stykke arbejde fra start, hvor midtjyderne efter et kvarter var i front med 8-5. Det var dog et København-hold, som ikke sådan gav op og hele tiden jagtede Ikast. Det lykkedes næsten for dem at få reduceret til pause, hvor Ikast Håndbold var i en kort scoringspause, men Filippa Idehn var igen veloplagt i målet og sørgede for, at Ikast kunne gå til pause i front med en enkelt.
Jamina Roberts fortsatte sin scoringstogt i 2. halvleg, hvor hun efter slutfløjt stod noteret med 13 scoringer og derfor selvfølgelig også blev kåret som kampens spiller efterfølgende.
Sidst på ugen går turen til Norge, hvor der venter et meget spændende opgør for Ikast Håndbold mod Sola – kampen kan streames på Viaplay med kampstart kl. 18.00.