Hun er født og opvokset på den jyske hede. Her er håndboldopdragelsen også fra, og her bliver hun lidt endnu. Venstrefløjen Emma Friis forlænger sin kontrakt med Ikast håndbold til 2025 og det er en direktør med smil på læben og stolthed i stemmen, der fortæller om forlængelsen med landsholdsprofilen.
”Jeg er meget stolt over, at Emma Friis har forlænget sin aftale med os til 2025. Hun er en lokal spiller og har været en del af førsteholdet, siden hun var 16 år. Det er naturligvis en fantastisk historie for os som klub, at vi forlænger med ligaens og Danmarks bedste venstre fløj, og det gør det bestemt til en stor dag for Ikast Håndbold,” fortæller direktør Daniel Grønhøj.
Der er ingen tvivl om, at Emma Friis har heden under huden. Håndboldhistorien starter i Herning FH og efter et smut på sportsefterskolen SINE, har det sidenhen været i Ikast Håndbold den hurtige venstrefløj har smidt boldene i mål. Det fortsætter i endnu to sæsoner for landsholdsprofilen, der føler sig godt tilpas i klubben og ser frem til at fortsætte i den gule trøje.
”Ikast Håndbold føles som hjem for mig. Jeg føler mig tryg og er glad for at spille på et hold med så dygtige håndboldspillere og samtidig være en del af en fed kultur udenfor banen. Den kontinuitet vil jeg gerne fortsætte med at bidrage til og samtidig giver det mening for min videre udvikling som håndboldspiller at forlænge,” fortæller Emma Friis.
Tilbage i 2016 fik Emma Friis sin debut i en kvartfinale i Santander Cuppen og lige siden har hun været en stor del af holdet i Ikast. Til trods for sin unge alder, så er venstrefløjen en kulturbærer, en publikumsdarling og ikke mindst en profil på det danske landshold. Derudover tror hun på ambitionerne i Ikast Håndbold, og det får direktøren til at sende roser afsted til den unge, men efterhånden aldeles erfarne venstrefløj i den gule trøje.
”Jeg må rose Emma for hendes loyalitet og tro på projektet i Ikast Håndbold. Det har ikke taget ret lang tid at blive enige om forlængelsen, da begge parter ønskede det samme udfald. Vi har rykket os godt på og udenfor banen i den sidste periode. Vi er godt på vej, men har forsat større ambitioner og dem er jeg overbevist om, at Emma kan være med til at indfri.”