I morgen får vi besøg fra djævleøen, når København Håndbold tager turen til den jyske hede og et opgør i IBF Arena. Her er Ikast Håndbold helt klar til at tage kampen om de to point. For hjemmebanen er ubesejret og det skal den fortsat være, når København skal retur til det sjællandske.
Det er et Ikast-hold, der er opsat på at hente to point, for Viborg-nederlaget skal vaskes væk, og det gøres selvfølgelig allerbedst med en sejr i den kommende kamp, fortæller assistenttræner Christian Knutzon Køhler.
”Nederlaget kommer vi os først over, når vi har præsteret godt på banen igen. For det er aldrig sjovt at tabe, det er aldrig sjovt at tabe på udebane og specielt ikke til Viborg. Vi var ikke der, hvor vi skulle være og Viborg spillede en rigtig god kamp. Men det er altid sådan en der sidder i kroppen indtil vi forhåbentlig får to nye point og leverer et rigtig godt indtryk.”
Og det er jo ikke helt tilfældigt, at dagens optakt er med Christian Køhler. Det er nemlig Køhlers gamle hjemmebane, som i morgen gæster hans nye hjemmebane. Der er dog sket ting og sager i Køhlers gamle klub, som han har holdt lidt øje med.
”Jeg oplever et forbedret København Håndbold. Der har været rigtig mange udskiftninger og jeg kan også se, at playbooken er mere eller mindre renset til at køre nye ting, hvilket jo passer holdet rigtig godt. De har fået en rigtig fin start på sæsonen og er et hold, som jeg personligt har rigtig meget respekt for.”
Dykker vi ned i statistikken for morgendagens modstander, så befinder de sig lige nu på en 5. plads i Kvindeligaen med 12 point efter ni kampe. Pointene er blandt andet hentet mod Skanderborg, Sønderjyske og Viborg, mens de dog senest har et nederlag til Silkeborg-Voel med i baggagen. Det er bestemt heller ikke et hold, som man undervurderer på heden, fortæller Køhler.
”Vi skal forsøge at dæmme op for deres kontrafase, noget jeg synes, de stadig er fortsat med. Vi skal være skarpe i vores eksekveringer og så skal vi stå bedre i forsvaret end vi gjorde i seneste kamp. De har nogle stærke spillere i Stine Jørgensen og Silje Brøns, og så synes jeg også Andrea Hansen ser skarp ud. Så i morgen venter der en holdindsats med fokus på deres spil med et vågent øje på de tre spillere.”
Kampen mod København Håndbold fløjtes i gang 20.15