Er man Ikast-fan, så kan man godt finde popcornene frem endnu engang. For kampprogrammet byder i disse dage på en masse spændende kampe for klubben på heden. På syv dage har holdet været en tur i Norge, i Jysk Arena og er nu på vej til Ungarn, hvor der venter et opgør mod Motherson Mosonmagyarovar i morgen aften kl. 20.00.

Mothersons træner, Jáson Gyurka, har allerede udtalt sig om opgøret, hvor han forventer en spændende kamp, men ikke tror meget på sejr til sit eget hold. Lidt anderledes lyder meldingen fra vores cheftræner Kasper Christensen, der nu engang også tror på et spændende opgør.
”Vi vil rigtig gerne vinde, men tror nu også, det bliver en spændende kamp. Motherson er et hold, som kommer til at gøre det markant bedre på hjemmebane end de gør på udebane. De har nogle spændende bagspillere især, som er skudstærke og kommer med stor power. Det er også et hold, som satser utrolig meget på deres kontrafase, så det bliver en kamp, hvor vi skal eksekvere vores returløb bedre end mod Silkeborg den anden dag. Vi har rigeligt at forholde os til, men det er også en kamp, hvor vi har rigtig gode forudsætninger for at vide, hvis vi rammer niveau.”

Ungarnske Motherson Mosonmagyarovar er det sidste hold, Ikast Håndbold mangler at møde før der venter returopgør. Mens Ikast har to sejre ud af to mulige, så har Motherson et enkelt nederlag med sig på udebane mod Nantes, mens de vandt sikkert over norske Fana på hjemmebane, og det er også på hjemmebane med tilskuerne i ryggen, Kasper Christensen ser dem som stærkest.
”Det er et hold med ungarske og østrigske landsholdsspillere og flere spillere med relativ pæn erfaring. Så jeg tror, de vil være ret modstandsdygtige på hjemmebane i en kompakt hal. Vi får ikke noget forærende. Men det er også et hold, vi har gode forudsætninger for at slå, hvis vi rammer niveau. Spiller vi det angrebsniveau, som vi gjorde i Silkeborg, som specielt i første halvleg var eminent, så får ungarerne det også svært.”

Weekendens opgør byder også på endnu et besøg ude i Europa, når turen går til Ungarn for holdet. Det er altid lidt specielt at gæste andre arenaer, fortæller Kasper Christensen, der ligesom holdet ser frem til at spille på Mothersons hjemmebane i morgen.
”Det er altid sjovt at spille i intense arenaer ude i Europa. Ud fra det videomateriale vi har set, så er det en lille kompakt hal, der er godt fyldt med tilskuere. Vi oplevede også en fed udebane i Fana i Norge. Det er sjovt at komme ud på udebane med masser af tilskere, hvor Europa-cuppen virkelig betyder noget. Det gør den også ved os, men her i Ikast har vi været med i mange år. Så der er nogle klubber, hvor de første kampe er lidt større rundt på tribunerne. Så det glæder vi os til, det er altid sjovt at komme ned og spille på nogle andre udebaner.”

Hvordan det går Ikast Håndbold i morgendagens opgør, kan du følge på TV3 sport eller viaplay med kampstart kl. 20.00