I går kunne Ikast Håndbold sikre endnu en sejr på hjemmebane, da holdet vandt 32-22 over Odense Håndbold og dermed rykker op på en delt førsteplads i Kvindeligaen. Der var lagt op til en topkamp mod et ubesejret Odense-hold, men et tændt Ikast-hold formåede at holde hjemmebanen ubesejret og viste, at heden er gul.

De to point skal tilskrives en kæmpe holdpræstation fortalte cheftræner Kasper Christensen, der var rigtig glad for sine spilleres præstation på banen. Hele holdet bød godt ind med scoringer fra stort set alle positioner, mens Odense havde svært ved at finde ind bag en stærk defensiv. Til trods for en pragtpræstation på banen, så der stadig meget mere at komme efter, fortæller Kasper Christensen.
”Vi spiller en rigtig flot kamp og vi spiller også sæsonens bedste, men vi har stadig ting at rykke på. Jeg synes, vi mister lidt fokus i vores afslutninger i 2. halvleg, og der går også et lille kvarters tid, før vi rigtig for eksekveret op vores defensive plan. I det store billede er det jo småting, men det ændrer ikke på, at vi har meget mere at komme med, men det har de andre hold også, så vi skal forsat udvikle os hen over sæsonen og det kommer vi også til,”

Det var et Odense-mandskab som var ramt af skader, men ikke desto mindre, så var det et stærkt mandskab, der gik på banen i IBF Arena i gårsdagens kamp. Ikast var forberedt på, at der manglede et par stærke skytter, ikke desto mindre var Odense-defensiven lige så stærk som altid og derfor var det vigtigt, at spillerne holdt sig til taktikken.
”Vi skulle holde kampen hård og løbe meget med Odense. Vi spiller et utrolig skarpt angrebsspil igennem hele kampen, hvor Odense jo ikke er decimeret, de stiller med deres bedste forsvarsspillere. Så jeg synes, vi spiller en utrolig flot kamp, og når vi spiller på det her niveau, så er det klart at et Odense-mandskab præget af skader, havde svært ved at stå imod.”

I optakten fokuserede Kasper Christensen også på den gode optakt til de to opgør inden landsholdspausen. En optakt præget af gode træninger, spillere der byder sig til og et stadig stort udviklingspotentiale for truppen, fortæller cheftræneren.
”Stine Skogrand skal også nævnes i dag for at spille en utrolig flot kamp, den bedste, siden hun kom retur fra barsel. Stine har flere procenter at gå på, det samme har Bakkerud og også Simone spiller sæsonens bedste kamp og har stadig flere procenter at gå på. På den måde er der flere procenter her og der, men det skal ikke tage noget som helst fra dagens præstation, dagens oplevelse og det samlede indtryk af, at vi spiller en fantastisk god kamp. Det er bare fedt, at vi har ting, vi kan udvikle på endnu.”

Forude venter en enkelt udebanekamp inden kvindeligaen sættes på pause henover slutrunden i november. Her gælder det Ajax på udebane på tirsdag og selvom det efter gårsdagens flotte præstation kan virke ganske overskueligt, så må man bestemt ikke tage fejl af kampen, mener Kasper Christensen.
”Vi har været i Ajax flere gange uden at tage ret mange point med hjem, så der venter os potentielt en rigtig træls kamp en tirsdag aften mod et hold, der lige har spillet tæt med Randers og også har fået et flot point i Silkeborg. Hvis vi spiller det niveau vi kan, så vinder vi, hvis vi spiller i nærheden af det niveau, vi spillede i dag, så vinder vi. Men det kræver også, at vi er der. Vi møder et hold, som er kommet flot fra start, så vi ska have suget de sidste kræfter ud inden pausen, så Ajax-kampen får fuld fokus her de næste par dage.”

Kampen mod Ajax spilles på tirsdag d. 18 oktober kl. 18.30 og kan ses på TV2 Play, ligesom vi som altid selv opdaterer fra kampen på vores Instagram-profil.