I morgen venter endnu engang et opgør mod Team Esbjerg, hvor Ikast skal forsøge at hente point. Esbjerg har i de to første opgør i henholdsvis Santander Cuppens kvartfinale og i Kvindeligaen gjort det svært for Ikast Håndbold.

Tredje gang kan dog være lykkens gang, hvis ikke for point, så et godt spil på banen lyder det fra cheftræner Kasper Christensen.
”Vi håber i hvert fald at tredje gang er lykkens gang i forhold til en god præstation. Det har momentvis været godt, men overordnet set, har der været alt for store udfald mod Esbjerg, som spiller på et utrolig højt niveau.”

Nora Mørk og Anna Kristensen er to spillere, der især har gjort ondt på Ikast Håndbold, og det endda uden at nævne Henny Reistad. Det er spillere, der skal styr på til morgendagens opgør, lyder meldingen fra Kasper Christensen.
”Det har lige nu nogle af verdens bedste spillere og de spiller utrolig stabilt gennem hele kampen. Vores opgave bliver at matche dem, løfte vores topniveau, men i den grad også løfte vores bundniveau, så vi kan få kampen bragt hen et sted, hvor vi er med længere hen i kampen og har en chance for at vinde. for vi tror også på, at vi har de fornødne ressourcer til at ryste Esbjerg.”

Selvom de to første kampe i november mod team Esbjerg ikke er gået som håbet, så tror Ikast Håndbold stadig på en sejr i morgendagens opgør. Sæsonen for holdet på heden har været rigtig god indtil nu, og det skal man blandt andet tage med på banen i morgen, siger Kasper Christensen.
”Vi nægter at gå på banen duknakket. Vi går på banen og skal spille en topkamp i Champions League, hvor vi er nummer et efter seks runder. Vi har haft en fantastisk flot sæson indtil nu og har været rigtig glade for det vi har præsteret. Vi har ikke præsteret i de to kampe mod Esbjerg og det ser isoleret set hård ud, men vi forsøger at få arbejdet det et sted hen, hvor tavlen er så ren, som den nu kan være, så vi kan komme ud og trykke den af med at spille så mange af kampens minutter på vores kompetencer.”

Kampen mod Team Esbjerg bliver fløjtet i gang kl. 16.00 i IBF Arena.
Kan du ikke komme på lægterne, kan kampen følges på DR1.