Selvom der ikke havde været mange træninger på programmet forud for gårsdagens opgør, så var det ikke at se på banen. En sikker sejr på 30-19 blev kørt i hus af Ikast Håndbold efter en flot kamp og dermed er et stort skridt mod semifinalerne taget.

Kampen startede med helt varme målmænd og efter 10 minutter havde Jessica Ryde taget alt, hvad der havde rørt på sig i nærheden af hende. 0-5 fortalte haluret efter de første 10 minutter. En timeout fra dagens hjemmehold fik dog rusket lidt op i tingene og de kom langsomt med i kampen igen til en pausestilling på 10-14.

I de første syv minutter af 2. halvleg var det dog i stedet Ikast Håndbold, der var i scoringsproblemer. En perfekt mulighed til København Håndbold, hvis det ikke var for en stærk og stabil defensiv foran en brandvarm Jessica Ryde i målet. Og netop defensiven roser Kasper Christensen også efter opgøret.
”Vi leverer en god præstation, specielt defensivt. Vi vidste godt, at vi kunne være lidt rustne efter mange dage væk fra hinanden og det kunne være Københavns chance. Men vores defensive stabilitet foran en velspillede Jessica Ryde, afgjorde kampen. Nu jagter vi en sejr mod Silkeborg-Voel på onsdag, hvilket virkelig kan give os en flyvende start på slutspillet.”

For allerede onsdag spiller Ikast Håndbold næste kamp i slutspilsserien, hvor Silkeborg-Voel gæster IBF Arena. Kigger vi sæsonens historik igennem for opgør mod selvsamme, så er statistikken klart bedst på hjemmebane. Silkeborg-Voel var de første til at gæste IBF Arena i denne sæson, her blev udfaldet en klar sejr til Ikast på 33-25. Modsatte opgør faldt bedst ud til de grønne med en sejr på 29-28 i Jysk Arena. Godt krydret af, at vi nu er i slutspillet, så er der en spændende kamp i vente!

Billetter til opgøret finder du lige her. Husk også, at der er sjove aktiviteter for børn og barnlige sjæle inden opgøret i hal B.