I morgen tager vi endelig hul på EHF European League, når første ud af tre modstandere gæster IBF Arena. Franske Nantes med velkendte Helle Thomsen er de første til at krydse klinger med os og Ikast Håndbold melder klar til kamp.
For som Cecilie Brandt sagde i onsdagens nedtakt, så har Ikast Håndbold længe glædet sig til at tage hul på EHF-deltagelsen og vi lægger ud med en aldeles seværdig kamp, hvis du spørger cheftræner Kasper Christensen.
”Det er to tophold fra den danske og franske liga, som er to af verdens bedste, hvis ikke de to bedste ligaer. Nantes er utrolig godt besat på rigtig mange positioner, og det er to hold med mange landsholdsspillere, så jeg forventer mig ikke andet end en intens og hård fight i morgen.”
Ligesom på vores eget holdkort, så findes der en landsholdsspiller eller to på Nantes. Blandt andet nævner Kasper Christensen, Anna Lagerquist som en af verdens allerbedste forsvarsspillere og fortsætter:
”Deres playmaker Lena Grandveau er en meget, meget spændende ung spiller, som kan rigtig mange ting og som er bindelindet i Nantes´ angreb. Hagman på højre fløj behøver heller nærmere introduktion, hun har vel været svensk topscorer til de sidste mange slutrunder og er jo en snu målræv derude. Så det er spillere, der kan spille på rigtig mange andre hold end Nantes, så jeg synes, de er godt besat.
Mens forberedelsen for spillerne er stort set den samme om det hedder Kvindeliga eller EHF, så er der lidt mere arbejde bag for trænerteamet. Ingen kampe bliver klippet ned til teamet, som de gør i den danske liga, men det giver dog en god viden om de hold, som vi møder i turneringen, fortæller Kasper Christensen. Han fortæller, at det i bund og grund handler om at have styr på sit koncept og spillemåde og det har Ikast.
”Vi tror i hvert fald på, at vi har midlerne til, indenfor vores koncept, at spille en rigtig god kamp mod Nantes, og tror også på, at kan vi få kampen op på et niveau, som vi kan spille på, så har vi også forudsætninger for at vinde kampen.”
Vi satser stærkt på, at det bliver Ikast Håndbold der skal stemple ind i EHF med en sejr – skal du se, om vi får ret, så kan du stadig købe din billet lige her.