I morgen gæster ærkerivalerne fra Viborg HK endnu engang IBF Arena, som også sætter et punktum for slutspillet på hjemmebane. Mens semifinalerne er sikret, så sætter vi alt ind på at blive nummet et i gruppen og det kræver i den grad point i kampen mod Viborg.

Selv har Viborg HK udspillet sin chance for en plads i semifinalerne, men ikke desto mindre er deres sæson ikke færdig endnu hvor der stadig venter to slutspilskampe og ikke mindst deres deltagelse i European League Final4. Derfor skal vi i den grad også være klar til at forsvare hjemmebanen, når et sultent Viborg HK kommer forbi.

Selv kommer vi til kampen med en sejr i bagagen, hvor HH Elite i weekenden blev besejret. Her var det specielt det gode kontraspil, som fik slået et stort hul på måltavlen og sidenhen blev sejret kørt sikkert hjem.

Viborg har senest mødt Odense Håndbold på hjemmebane, hvor de i store dele af kampen fulgte godt med, men i sidste ende blev slået af huller i defensiven, der endegyldigt sendte sejren til Odense, selvom kampen i store perioder kunne gå begge veje.

Derfor er der altså lagt op til en god håndboldkamp i morgen kl. 20.30 i IBF Arena. Du kan stadig nå at komme med på lægterne – og endda gratis – Formuepleje har nemlig købt kampen, så brug koden ”Formuepleje”, når du henter dine billetter lige her.