Lige nu tørner Maria Wierzba ud for det franske hold Paris 92, men når sæsonen skifter, skrives den 23-årige bagspiller på holdkortet for Ikast Håndbold.
Selv ser Maria Wierzba frem til igen af vende retur til Danmark fra Frankrig, hvor hun i denne sæson spiller i Paris 92, men også har været en del af det franske hold Toulon fra 2020-2023, inden hun i de seneste to sæsoner var at finde på Ringkøbings holdkort.
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Ikast Håndbold, jeg synes, det er en klub med et professionelt og ambitiøst træningsmiljø, hvor udvikling og daglig konkurrence kommer i centrum. Kombineret med en spændende trup med både rutinerede og ambitiøse unge spillere er det alt sammen med til at gøre Ikast til en klub, hvor jeg kan se mig selv spille og udvikle mig.”
Maria Wierzba blev i sidste sæson kåret som ”Årets Spiller” i Ringkøbing, mens bagspilleren har også mange ungdomslandsholdskampe på CVét. Med den erfaring hun bringer med sig hjem fra Frankrig, glæder direktør Daniel Grønhøj sig til at se hende i Ikast-trøjen til den kommende sæson.
”Maria har trods sin unge alder allerede prøvet meget med flere år i udlandet og har også været en profil for Ringkøbing Håndbold. Vi får en moden spiller, som jeg glæder mig til at se udvikle sig i Ikast Håndbold, hvor hun allerede nu har nogle spidskompetencer i sit spil, som jeg er sikker på, at vi kan udnytte og tror på, at hun har en masse uforløst potentiale.”