Maria Lykkegaard kan skrive en del på håndbold-CVét; A-landsholdskampe, U-kampe, Cl- og europakampe, DM-guld og en pokkers masse ligaerfaring. Alt sammen noget, som hun har opnået i København Håndbold, hvor hun er i gang med sin ottende sæson.

Efter sommer bliver trøjen dog gul for Maria Lykkegaard, der bliver ny nummer 18 i Ikast Håndbold. Her har den 26-årige stregspiller lavet en aftale til 2025 og mens det bliver Maria Lykkegaards første skifte i seniorkarrieren, ser hun frem til nye udfordringer på den jyske hede.
”Det har været en stor beslutning, men jeg har det godt i maven. Jeg glæder mig sindssygt til at få nogle nye omgivelser og spille med nogle gode spillere. Ikast Håndbold er en klub, man altid har forbundet med god håndbold, og så har jeg fornemmelsen af en god træningskultur, organisationen er på plads og der er ro omkring holdet. Så jeg har et rigtig godt indtryk af Ikast Håndbold og glæder mig til næste sæson.”

Maria Lykkegaard er bestemt ikke den eneste, der glæder sig. Direktør Daniel Grønhøj ser frem til at tilføje stregspilleren til holdkortet, der tager en masse erfaring med sig fra tiden i København. Og så gør det bestemt heller ikke noget, at stregspilleren nu skal spille i gult og ikke for modstanderne.
”Jeg er glad for at vi har lavet en to-årig aftale med Maria. Hun har været en profil i ligaen i efterhånden en del år, mens hun er en spiller, som går ind i sine bedste håndboldår. Jeg tror på, at hun kan udvikle sig yderligere i vores rammer, hvor hun vil blive presset maksimalt i det daglige, ligesom hun igen skal spille europæisk håndbold og dermed langt flere kampe på en sæson. Det vil være med til at flytte Maria i den rigtige retning. Maria er derudover en spiller med en god mentalitet, og man ved, at man altid får maksimal indsats fra hende. Jeg glæder mig også til at have hende på vores hold fremfor modstanderholdet.”

Maria Lykkegaard passer godt ind i spillestilen i Ikast Håndbold, hvor hun er en stærk stregspiller, men også en rigtig dygtig kontraspiller, fortæller direktøren. Selv har hun dog i første omgang fokus på at blive en del af holdet på en position, hvor det kan være svært at inkorporere en ny spiller, fortæller hun. At der igen kommer europæiske kampe på kampprogrammet gør bestemt heller ikke noget.
”Som stregspiller kan det være lidt svært at komme ind på et hold, når man ikke bare kan tage bolden selv og skyde. Så jeg håber at kunne komme hurtigt ind på holdet og forhåbentlig få et godt flow sammen med mine medspillere. Jeg vil også gerne prøve mig selv noget mere af i Europa, det var megafedt med København, så det vil jeg rigtig gerne noget mere af og glæder mig også helt vildt til det.”