På mandag d. 5. september kl. 18.30 tager vi imod Silkeborg-Voel. De grønne gæster bliver de første til at besøge vores hjemmebane, IBF Arena i denne sæson. Selvom sæsonen er skudt i gang, så er det, den første kamp vi spiller som Ikast Håndbold i den gule trøje på hjemmebane i IBF Arena. Direktør Daniel Grønhøj glæder sig til at slå dørene op til en ny sæson med den gule farve.
”Det bliver rigtig spændende at åbne dørene til IBF Arena for første gang som Ikast Håndbold og spille i den ikoniske gule farve igen. Vi har oplevet en stor opbakning til navneskiftet og håber derfor også at se rigtig mange mennesker i hallen til sæsonpremieren på hjemmebane.”

Tårnhøje forventninger til sæsonen
Cheftræner Kasper Christensen lagde i opstarten af sæsonen ikke skjul på, at man i Ikast Håndbold ikke holder mange målsætningsmøder, den er klar fra start; minimum semifinaler i alle turneringer Ikast Håndbold er en del af. Derfor er Daniel Grønhøj også godt tilfreds med sæsonens tilføjelser på banen i Line Uno, Trine Mortensen, Julie Gantzel og Andrea Austmo i målet.
”Det er fire spillere, som vi tror på styrker den allerede høje kvalitet på holdet og forhåbentlig kan være med til at vippe skålen hen på en finale i stedet for en bronzekamp. Nu har vi tre bronzemedaljer med fra sidste sæson, så i denne sæson vil vi gerne slutte med noget lidt mere ædlere metal.”

Bent Nyegaard vurderer endnu en ”lige ved og næsten”-sæson
Den gode gamle håndboldekspert har kigget i spåkuglen, og endnu engang lyder det på en tredjeplads til Ikast Håndbold. Der mangler lige det sidste, lyder det fra Bent Nyegaard. Heldigvis er der ikke noget sjovere end at modbevise en håndboldekspert, siger Ikast Håndbold-direktøren
”Vi ved godt, at der ligger benhårdt arbejde henover en hel sæson, hvis vi gerne vil spille med helt i top, men vi tror også på, at vi har holdet, der kan gøre det. Vi har forlænget med gode spillere, som skaber stor kontinuitet og på trænerposten mener vi også, at vi har samlet det bedste team i Christensen og Køhler. Så vi kan ikke sige andet end, at vi glæder os utrolig meget til en spændende sæson i Kvindeligaen.”

Opbakning i hallen
Når direktøren lover spændende håndbold, så er der rigtig god grund til at komme i hallen til masser af håndbold og harpiks. På udebane er vi allerede startet godt ud, hvor den første fanbus var med i Randers og leverede en flot opbakning til spillerne. Og man må bestemt ikke undervurdere, hvor meget den ottende mand betyder for spillerne og klubben, fortæller Daniel Grønhøj.
”Der er mange forskellige tilbud og alternativer til håndbold i hallerne, men det er nu på lægterne, sporten er sjovest at følge og det betyder meget noget for os, når sponsorer og tilskuere sidder klar på tilskuerrækkerne. En god stemning i hallen er noget, som kan bære os frem på banen, det giver lige det sidste til en god håndboldkamp og derfor håber vi også, at se mange i hallen på mandag.”