I går fandt lodtrækningen til dette års EHF Final4 sted i Østrig, hvor stævnet også afvikles. Fire hold var i bowlen; Nykøbing Falster, Ikast Håndbold, Thüringer og Dortmund. Hjemmefra lød meldingen at vi helst skulle undgå Nykøbing Falster i semifinalen og sådan blev det også.

I stedet bliver det tyske Thüringer, som vi møder d. 13. maj i jagten på medaljer. Et stærkt hold, der også gemmer på velkendte ansigter, lyder det fra Kasper Christensen.
”Thüringer er et spændende mandskab med klare profiler. De har gang i en flot sæson i den hjemlige lige og har også været meget stabile i Europa League. Annika Lott på venstre back har fået sit store gennembrud i denne sæson og har bidt sig fat på det tyske landshold. Sonja Frey kender vi særdeles godt, og vi ved, at Sonja er farlig, når hun er fit. Ligeledes har deres svenske keeper Irma Schjött gjort en flot figur i denne sæson.”

Ikke desto mindre tror Kasper Christensen på en spændende weekend med gode muligheder for at tage en pokal med hjem til Danmark. Forhåbentlig vil mange også rejse med til Graz sammen med os.
”Vi tror dog meget på vores kompetencer og vi har en god mulighed for at vinde turneringen, hvis vi spiller en weekend i Graz på højt niveau. Og rammer vi vores topniveau, så har vi en god mulighed for at ramme finalen om søndagen. Nu håber vi, at mange af vores fans sponsorer og frivillige vel tage turen til Graz, så vi sammen kan skabe en festlig weekend.”

Har du planer om at rejse med til Final4, så tag endelig fat i os, vi har arbejdere hårdt på at sende en supportbus afsted.