Det hele kunne afgøres i torsdagens anden bronzekamp og afgjort blev det. Faktisk var der ikke meget tvivl efter de første 30 minutter, hvor Ikast leverede en stærk første halvleg. Efterfølgende var det også en godt tilfreds Kasper Christensen som satte ord på sæsonens sidste kamp og ikke mindst et tilbageblik på et år med både guld og bronze til heden.

Første bronzeopgør i IBF Arena blev en tæt affære, hvor Ikast dog sikrede sejren og fik matchbold i den kommende kamp. En matchbold, der blev udnyttet til fulde af holdet, der spillede med fuld fokus og disciplin. Det gav store huller i NFH´s forsvar, som blev udnyttet til fulde. Grundlaget for en sejr blev lagt godt halvvejs inde i 1. halvleg, hvor forsvaret stod stabilt og Ryde tog godt fra i målet. Stillingen gik fra 7-8 til 8-16 og det virkede som en mavepuster NFH ikke kunne ryste af sig.

Det var også en kamp, hvor hele bænken kom i brug og flere flotte præstationer fremhæves. Jessica Ryde stod en rigtig god sidste kamp for hendes nu forhenværende klub igennem seks år, Bakkerud viste atter en god skudarm og flere spillere på bænken kom ind og viste gode minutter, lyder det fra cheftræneren.
”Jeg synes, vi spiller en god kamp med kontrol hele vejen igennem. Rigtig gode første 45 min, hvor vi har kampen helt under kontrol og sagtens kunne have vundet med endnu mere, så jeg er meget glad for præstationen. Det er også et godt resultat at vi fik mange spillere i brug på banen. Trine spiller en utrolig flot anden halvleg og Uno løser nogle meget flotte forsvarsminutter for os. Der var i det hele taget mange fine præstationer.”

Mens bronzen sad godt fast om halsen på spillerne på vej hjem i bussen, så ser vi også tilbage på en sæson, hvor Ikast hev det europæiske guld med hjem til heden. Og det giver bestemt smag for mere, siger Kasper Christensen.
”Så drømmer vi selvfølgelig om mere end at ramme en bronzekamp. Men nu er det også tredje år i træk, at vi vinder bronze og medaljer, det viser, at vi har et kontinuerligt tophold og bider Odense og Esbjerg lige i haserne. Men det er klart, at det europæiske guld og pokalen er prikken over iét.”

Det har været en sæson, der har budt på både op og nedture. Mens Ikast Håndbold i efteråret var ubesejrede på hjemmebane og toppede ligaen som nr. 1, så fortsatte denne succes i den europæiske turnering i foråret. Et lille dyk i den hjemlige liga betød, at vi måtte opgive førstepladsen og også kun var et my fra en finale, men alt i alt har det været en rigtig fin sæson på heden, lyder det fra en tilfreds cheftræner.
”Jeg er rigtig stolt over vores sæson. Det havde været fedt at spille DM-finale, det er der ingen tvivl om og det kunne vi også have gjort med lidt ekstra skarphed- men det er ikke noget, jeg kommer til at ærgre mig over. Jeg synes, vi har hængt godt i i løbet af sæsonen. De gange, hvor vi har haft modgang, og de perioder har bestemt været der, der er vi kommet godt ud på den anden side. Det gælder også spillerne individuelt, hvor mange er kommet godt igen efter et dyk og har udviklet sig. Vi ser mange spillere, der slutter sæsonen godt og vi kigger ind i en sæson, hvor vi starter på et andet springbræt, så jeg er meget godt tilfreds.”

I næste uge sendes spillerne på ferie og vi kan snart afsløre et spændende opstartsprogram med gode træningskampe på programmet for Ikast Håndbold i IBF Arena!