Efter en hård og vild kamp i IBF Arena i går står det klart, at Ikast Håndbold for fjerde sæson i træk skal spille om bronzemedaljen.

Det var ellers en helt anden attitude og udtryk som Ikast-spillerne kom med sammenlignet med den første kamp i Esbjerg. Spillerne kæmpede og pressede Esbjerg, selvom de egentlig var bagud det meste af kampen.

For selvom Team Esbjerg var foran ved pausen med 17-12, så fortsatte jagten på de to point for at presse Team Esbjerg ud i en tredje semifinale. De fejl der havde sneget sig ind i 1. halvleg, blev minimeret og langsomt men sikkert blev Esbjergs forspring spist op. Blandt andet takket være Marketa Jerabkova som scorede ni mål i 2. halvleg.

Det blev også helt tæt til det sidste, hvor Nora Mørk havde mulighed for at udligne på straffekast efter tid. Det udnyttede hun desværre til fulde, selvom Andrea Austmo i målet ellers havde hånden på bolden.

Det betød at Esbjerg sikrede sig finalepladsen, mens Ikast for fjerde år spiller bronzekampe. Serien begynder allerede på tirsdag på hjemmebane mod enten Nykøbing eller Odense. Billetterne til opgøret, der fløjtes i gang kl. 18.00, er sat til salg.