Tilbage i 2021 blev et godt makkerskab dannet, da Spar Nord blev hovedsponsor i Ikast Håndbold. Og nu forsætter det gode samarbejde endnu længere, hvor Spar Nord har forlænget deres sponsorat i håndboldklubben på heden.
Spar Nord har og er en stor faktor for Ikast Håndbold og har blandt andet medvirket til de større økonomiske muligheder og dermed også resultater, som klubben har leveret de seneste sæsoner. Derfor er det også en stor glæde for direktør Daniel Grønhøj, at samarbejdet fortsætter.
”Spar Nord er en meget vigtig spiller i Ikast Håndbold. De er nogle fantastiske mennesker, som er meget synlige til vores kampe i IBF Arena. Derudover er de altid klar til at støtte op, om det er til en `topspillergruppe´ eller som senest til vores spinning og Tour de Ikast. Samtidig har de et godt samarbejde og forretning med flere aktionærer og bestyrelsesmedlemmer, hvilket også er fantastisk, at vi i Ikast Håndbold kan hjælpe med at binde gode folk sammen.”
Spar Nord har fra start engageret sig i Ikast Håndbold, hvor senest direktør Hans Erik Jessen og afdelingsdirektør for erhverv Poul Krath trampede i pedalerne til klubbens spinningevent Tour de Ikast og var med til at samle mere end 900.000 kroner ind til Ikast Håndbold.
Den lokale forandring og ønsket om at støtte kultur, idræt og frivilligt arbejde har betydet meget for Spar Nord i beslutningen om forlængelse af sponsoratet. Det er samtidig væsentligt, at både klubbens og bankens værdier stemmer godt overens, lyder det fra Hans Erik Jessen, direktør for Spar Nord Herning.
”Ikast Håndbold bidrager med en lang række værdier, som gavner hele regionen med lokal stolthed, lokal samhørighed og ikke mindst lokale sportsoplevelser på allerhøjeste niveau. Derfor er vi som lokalforankret bank ekstra glade for at kunne forlænge hovedsponsoratet og forsat støtte op om Ikast Håndbolds ambition om at positionere sig i toppen af dansk kvindehåndbold.”
Med en forlængelse af hovedsponsoratet forbliver Spar Nord en del af hovedsponsorgruppen i Ikast Håndbold, som også tæller Klimahuse, Danspin IBF, Søren Knudsen A/S og DK Company.