Historiebøgerne gemmer på lidt af hvert, når vi slår op under kampe mellem Ikast og København. Som oftest gemmer de på spændende opgør, hvor man aldrig helt kan være sikker på udfaldet.
Seneste kamp i slutspillet gemmer på en sejr i København, mens de hentede to point herovre i påsken, og Ikast Håndbold i starten af året vandt med 9 mål. Historiebogen er der dog ikke kigget meget i forud for opgøret, fortæller Søren Hansen.
”Trænerteamet er nyt, så vi har jo ikke nogen historik endnu. Vi har ikke snakket med spillerne om det og prøver faktisk at skabe vores historie med det hold, vi er nu og det gælder sådan set hvilken modstander, vi møder, selvom vi selvfølgelig tager erfaringer med til opgøret.”
For det bliver et spændende opgør i morgen, hvor der er to vigtige point på spil for begge hold. Ikast kommer til kampen med maksimum point efter fire spillerunder, mens København har vundet tre kampe, senest over Sønderjyske Kvinder. Derfor er der også lagt op til et spændende opgør i morgen i København.
”Jeg har respekt for alle modstandere, som ny i kvindeligaen. Jeg elsker faktisk at se en masse kvindehåndbold lige nu, så jeg kan blive klogere, men det er klart, at vi har kigget på København. Det er en stærk modstander, som har mere i banken at skyde med end nogle af de andre. De spiller klogt og godt, så vi skal op på en lidt større klinge end tidligere. Ikke fordi, vi ikke har leveret godt, men det er klart udebane i København er en stor opgave.”
Skulle man oddse på noget, som bestemt kommer til at ske i kampen i morgen, så ville et godt bud være syv mod seks-spillet fra København og det er Ikast Håndbold klar på, fortæller cheftræneren.
“Vi skal spille koncentreret i vores forsvar i forhold til de individuelle kompetencer, som København har. Kan vi få et forsvar, som står så stærkt, som det har gjort i kampene, så kan vi straffe deres spil. Vi er også sikre på, at syv mod seks spillet kommer og her skal vi være klar på vores aftaler, så vi kan sikre god kontrol i kampen. Men vi er også klar over, at det bliver en hård kamp.”
To point er på spil i morgen – og du kan se med, når vi møder København kl. 20.00 direkte på TV2 Sport