Fire sæsoner er gået med op og nedture, pokaler, medaljer og meget, meget mere, mens Kasper Christensen har stået i spidsen for Ikast Håndbold. Nu er tiden dog kommet til, at Ikast og Kasper Christensen ikke længere skal være et synonym med hinanden.
Men det var ikke med det punktum, vi havde håbet og troet på i Ikast Håndbold i denne sæson. Med en placering på andenpladsen efter grundspillet, så det ganske fornuftigt ud for holdet fra heden, hvor resultaterne desværre i sidste ende ikke faldt ud til vores side. Alligevel ser den afgående træner tilbage på en sæson med lyspunkter.
”Det var ikke den slutning, vi håbede og troede på i en sæson, hvor vi resultatmæssigt ender med at skuffe, men hvor vi spilmæssigt har været på det højeste niveau i min tid i Ikast. Så det gør ekstremt ondt at slutte på den måde, når vi havde givet nogle rigtig gode forudsætninger. Vi må bare erkende, at vi har manglet nogle procenter på vores niveau i de sidste par måneder, hvor den danske ligatop er så god, at procenterne skal være der.”
Mens Kasper Christensen har stået i spidsen for Ikast Håndbold, er klubben vokset både på og udenfor banen, og derfor er det også med en portion stolthed, Kasper nu tager videre på sin trænerfærd fra Ikast Håndbold og med god ro giver trænerposten videre til Søren Hansen.
”For mit vedkommende ser jeg tilbage på en god tid med en masse gode mennesker i og omkring klubben i en periode, hvor vi har flyttet alt omkring Ikast Håndbold. Både organisationen, der er blevet stærkere og omsætter for flere kroner, vores rammer er blevet bedre og Ikast er kun gået i en retning. Det kan man selvfølgelig ikke se på resultaterne nu her, når det er sluttet, som det gjorde, men jeg er ret overbevist om, at spillerne og Søren kommer til at rejse sig igen næste år og så vil Ikast Håndbold igen forsætte den fremgang, som jeg har oplevet, vi har været i.”
Tiden I Ikast har været god, hvor blandt andet European League-trofæet fra sidste år i den grad er i toppen af resultater for Kasper Christensen. Det er dog i den grad også relationerne han har skabt i klubben, som han kommer til at tage med videre efter fire år på heden.
”Mest af alt er jeg glad for de relationer, jeg har været en del af i dagligdagen omkring holdet, men jo særligt spillerne, hvor jeg har haft glæden og fornøjelsen af at arbejde sammen med mange af de samme spillere i tre-fire sæsoner. Der er rigtig mange af de her spillere, som jeg har haft alle mine fire sæsoner og det har været ne utrolig god tid for mig. Måske den bedste i mit håndboldliv og jeg har aldrig haft nogle dage, hvor jeg har kørt fra Kolding til Ikast, hvor jeg ikke har glædet mig til at komme på arbejde.”