Vi tabte i går for første gang i sæsonen på hjemmebane. Niveauet ramte ikke, Viborg udnyttede og derfor smed Ikast Håndbold point for første gang på hjemmebane efter et nederlag på 24-28.
Fra kampens startfløjt var Ikast Håndbold i problemer. Viborg kom hurtigt foran og forsatte det gode spil. Efter knap 15 minutter var de foran med fem mål, mens fejlene fra Ikast forsatte med at regne ned over de gule.
Det var dog som om utilfredsheden fra tilskuerpladserne kunne mærkes på banen. For pludselig tog fanden ved Ikast-spillerne og de fik på kort tid udlignet til 9-9. Det gode spil fortsatte og tog pusten en smule fra Viborg. Derfor kunne de gule Ikast-spillere også gå til pause med en føring på 13-11.
Havde vi nu spillet uden en pause i mellem de to gange 30 minutter, så havde det måske set anderledes ud ved slutfløjt. For her var det som om, kampen blev startet forfra og de mange fejl som fyldte i første periode af kampen kom med tilbage på banen. De små fejl satte sig og Viborg forstod at udnytte dem. Derfor kunne de bringe sig foran med fire med godt 10 minutter tilbage af opgøret.
Det var en stilling, som Viborg formåede at holde resten af kampen med et slutresultat på 24-28. Dermed blev det Viborg, der brød vores sejrsstime på hjemmebane i denne sæson.
Næste kamp for Ikast Håndbold venter på lørdag, hvor København Håndbold lægger hjemmebane til – opgøret spilles i Frederiksberghallen kl. 18.00. Efter det sætter vi et punktum for grundspillet på hjemmebane med et opgør mod Skanderborg Håndbold onsdag d. 15. marts kl. 18.30.