Efter en rigtig fin start på den europæiske kampagne for Ikast Håndbold venter nu nogle af de rigtig spændende kampe: Kvartfinale-kampene mod ungarske Siofok.
Første opgør venter i morgen på udebane og mens Ikast Håndbold er velankommet og i gang med de sidste forberedelser, så lægger Kasper Christensen ikke skjul på, at morgendagens opgør er en af de sjovere kampe.
”Vi er to kampe fra Final4, hvilket er et stort mål for os i sæsonen, så kampen betyder utrolig meget. Det er også en turnering, hvor vi tror på, at vi har en chance for at gå hele vejen. Vi har gjort os fortjent til en overhånd i den sidste kamp, hvor vi har hjemmebane, ved at spille så godt et gruppespil, som vi gjorde. Tavlen er dog visket ren og nu handler det om at komme godt fra opgøret i Siofok i morgen. Men der er ingen tvivl om, at der venter os en stor opgave.”
Som det eneste hold i turneringen gik Ikast Håndbold ubesejret igennem gruppespillet. Derfor anses holdet også som en af favoritterne til at gå rigtig langt i turneringen, men det er slet ikke noget, der fylder for holdet, fortæller cheftræneren.
”Det tænker vi ikke over. Der er mange andre gode hold i turneringen her og vi kan også se op nogle af de andre kvartfinaler, at det er dygtige hold, der er tilbage. Vi ved, at hvis vi er gode nok til at kvalificere os til Final4. Her skal tingene afgøres henover en weekend, hvor det kommer an på, hvem der kommer godt ind til den weekend, har man skader, dommerpræstationer og alt muligt.”
Kasper Christensen spår en spændende kamp i morgen med flere landsholdsspillere på Siofoks holdkort. Så der bliver kamp om de to point, når første opgør fløjtes i gang i morgen kl. 20.00.
”Vi ved kampen kan blive intens, også på andre parametre end bare det håndboldmæssige. Der bliver tryk på, og vi skal være dygtige til at eksekvere kampen ud fra den plan vi har. Vi tror på, at vi er et bedre hold end Siofok over to kampe, hvis vi kan få spillet kampen på vores præmisser”
Kampen kan ses på Viaplay med kampstart kl. 20.00