Man skal ikke kigge langt tilbage i kalenderen for at finde seneste opgør mod Odense Håndbold. De var de første, vi mødte, da vi tog hul på Bambuni Kvindeligaen anno 25/26 og som man oftest siger om første kampe, så blev det en rodet omgang.
Odense kunne gå fra deres egen hjemmebane med en sejr på 27-24 i Sydbank Arena, hvor kampen af begge hold var spået til at blive tempofyldt og med masser af kontraløb. Det blev dog det stik modsatte efter specielt tekniske fejl fra begge hold prægede spillet.
Det har også været et af hovedpunkterne for trænerteamet, lyder det fra Søren Hansen, som meget gerne ser specielt de tekniske fejl minimeret.
”Vi mødte Odense i den første kamp og det var en kamp, hvor vi fik lavet alt for mange uprovokerede fejl og havde en uskøn kamp. Vi skal finde et andet flow og en større boldsikkerhed i vores angrebsspil, så det skal vi kigge på frem mod opgøret.”
Han er heller ikke i tvivl om, at det bliver en helt anden kamp end det første opgør for 14 dage siden.
”Hver kamp mod Odense har sit eget liv og når vi tager derned, så tror vi på, at vi kan lave et resultat, ligesom vi også tror på kontrafasen. Den var ikke helt så afgørende, som vi havde forventet, men det kan den blive på søndag.”
Champions League-kampen mod Odense Håndbold fløjtes i gang i morgen kl. 16.00 og kan følges på TV3 Max og Viaplay.