En komplet trænerduo er nu på plads, hvor 40-årige Mads Brandt tiltræder som assistenttræner på en 2-årig aftale i trænerteamet i Ikast Håndbold sammen med Søren Hansen til sommer.
Mads Brandt er godt kendt i håndboldverdenen og har været omkring herre-, kvinde- og ungdomshåndbold. I øjeblikket er han en del af ungdommen i Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og skifter til sommer til kvindehåndbold på heden. Mads Brandt ser frem til det kommende samarbejde med Søren Hansen og muligheden i Ikast, som han ikke kunne sige nej til.
”Det har været tiltrækkende at få lov til at arbejde med nogle af Europa bedste og at få lov til forhåbentlig at spille Champions League i den kommende sæson. Men også at skulle arbejdet med Søren, har også understøttet min beslutning. Så det var en mulighed, jeg ikke kunne lade gå forbi mig og jeg ser virkelig frem til at komme i gang med samarbejdet.”
Direktør Daniel Grønhøj glæder sig også over det kommende samarbejde med Mads Brandt og Søren Hansen. Erfaringsmæssigt tager Mads Brandt rigtig meget med sig fra sin lange trænerkarriere, blandt andet i Kvindeligaen, og så har han ligesom Søren Hansen en Mastercoach-uddannelse på CVét.
”Jeg glæder mig over, at Mads vil være med i vores projekt i Ikast Håndbold. Søren og jeg har haft nogle gode snakke med Mads og vi er sikre på, at han besidder det, som vi søger. Mads har stor erfaring som træner, blandt andet som cheftræner i kvindeligaen og derudover er han også en god talentudvikler, hvorfor han også vil være en del af vores ungdomssetup, hvilket er noget vi altid satser på i Ikast Håndbold.
Hovedpersonen selv ser også frem til at blive en del af klubben på heden til sommer, hvor han selv beskriver det, som at bygge videre på ikke bare et godt fundament, men et højhus af hårdt arbejde, når han selv og Søren Hansen tager over.
”Ikast har igennem mange navneskifter holdt fast i deres placering i toppen af dansk kvindehåndbold og nu igen, hvor det er sjovt i Champions League. Så der venter rigtig mange spændende ting i fremtiden og det glæder jeg mig til at bygge videre på. Jeg vil ikke kalde det et fundament, men snarere et højhus, vi skal bygge videre på og sætte vores præg på.”