”Det skal vi tro på, hver gang vi møder Esbjerg” lyder svaret prompte fra cheftræner Søren Hansen, når snakken falder på, om det er muligt at slå morgendagens modstanderhold.

Det kunne heller ikke blive meget tættere på i seneste opgør, den sidste spillerunde i grundspillet. Med ganske få sekunder igen fik Esbjerg udlignet og kunne derfor tage to point over i slutspillet, mens vi måtte nøjes med et enkelt.

Her så vi kun ganske kort Henny Reistad på banen til et par straffeskud, mens hun i morgen forventes mere spilletid. Og det er i den grad en spiller, som man har for øje i morgen lyder det fra Søren Hansen.
”De kommer fra to hårde kampe i kvalifikationen til Champions League Final4 og der er ingen tvivl om, at når det virkelig brænder på og Henny er på banen, så er det hende, der tager ansvaret, hun er nogle gange en enmandshær. Så der skal selvfølgelig være fokus på hende, men det er også hjemmebane, kamp om førstepladsen i puljen og mod et stærkt mandskab, men selvfølgelig skal vi udfordre det.”

Helt klar i spyttet er Søren Hansen også om hvorfor man skal finde sig til rette på lægterne i IBF Arena i morgen, håndbold i verdensklasse.
”Det skal man, fordi det er to af verdens bedste hold, der møder hinanden, så kan man godt lide at se kvindehåndbold på højt niveau, så skal man komme i IBF Arena og mærke en god stemning og se et hold, der vil ofre alt på at få en sejr.”