To point i morgen kan sætte det perfekte punktum for den første del af sæsonen for Søren Hansen og Ikast Håndbold inden en uges landsholdspause. Indtil videre har Ikast ikke givet point ved dørene og kan sætte fem sikre sejr på CVét for 24/25-sæsonen. Lidt anderledes ser det ud for morgendagens modstander Ringkøbing Håndbold, der endnu ikke har hentet point.
Og det er et hold, Ikast Håndbold kender utrolig godt, da begge hold ofte samtræner med hinanden. Når det er sagt, så skal der heller ikke være nogen tvivl om, at kun to point tæller på kontoen i morgen.
Dykker vi lidt dybere ned i de seneste opgør, så kom Ikast Håndbold hjem fra Sjælland med en god sejr i bagagen. Der var aldrig rigtig tvivl om de to point, hvor specielt Ingvild Bakkerud var i scoringshumør. Når hun ikke selv ville, smed hun bolden videre til Sarah Iversen, der også var i rigtig godt spilhumør.
Anderledes gik det til for Ringkøbing Håndbold, der senest mødte SønderjyskE på hjemmebane. De to hold fulgtes godt at i begyndelsen af 1. halvleg, hvorefter Sønderjyske trak gevaldigt fra og på et tidspunkt også var foran med 10 mål. De måtte se sig slået på hjemmebane og mangler derfor stadig at hente de første point i denne sæson.
Vi satser stærkt på, at vi kan udskyde Ringkøbings første point med dig på lægterne, så få fat i din billet til opgøret lige her.