Også næste år kan vi skrive Emma Lindquist på holdkortet i Ikast Håndbold. Den 24-årige svensker har lagt et år på sin kontrakt og er nu at finde i den gule bluse frem til 2024. Noget der bestemt glæder direktør Daniel Grønhøj, der er stolt af at kunne holde endnu et år på landsholdsspilleren og sender store roser afsted til Emma Lindquist.
“Jeg er glad for, at Emma har forlænget sin aftale med Ikast Håndbold. Hun har gjort det fantastisk i sin første sæson i klubben og har indfriet de forventninger, vi havde til hende, ligesom hun har udviklet sig progressivt på banen.”

Emma Lindquist, der nu er i gang med sin anden sæson i klubben, er også glad for forlængelsen og ser frem til endnu to sæsoner i den gule trøje. Her har både klubmiljø og spillestil på banen været store faktorer for bagspilleren i forlængelsen.
”Jeg er glad for at forlænge med klubben. Jeg har det godt både på og udenfor banen, og synes Ikast Håndbolds store ambitioner er spændende, det vil jeg gerne være en del af og bidrage til. Jeg føler også, det er det rigtige miljø for mig til at udvikle mig endnu mere som håndboldspiller. Jeg er stor tilhænger af, den måde vi gerne vil spille håndbold på, og jeg ser frem til at spille store kampe i den gule trøje.”

 

I direktørstolen er det ingen hemmelighed, at jagten er sat ind på medaljer, og her er Emma Lindquist en af de vigtige brikker. Netop derfor er Daniel Grønhøj også godt tilfreds med forlængelsen, der holder Lindquist endnu et år i klubben.
”I min bog er Emma en af de mest undervurderede spillere i ligaen, og derfor er det for os meget glædeligt med en forlængelse. Emma er også en meget værdsat holdkammerat og spiller i klubben. Hun er en spiller, der er stærk i begge ender af banen, og man ved altid, at hun leverer på et meget højt niveau. Vi tror også på, at Emma kan være med til at indfri vores ambitioner for fremtiden.”