”man vinder ikke finaler for at tabe” lød ordene fra Søren Hansen efter European League-finalen, hvor Ikast desværre gik fra banen med sølvmedaljer om halsen. Det var skuffede og ærgerlige spillere, der gik fra halgulvet og i den grad forståeligt, for længe så det ud til, at pokalen skulle løftes af holdet fra heden.
Vi måtte dog se os slået med 32-34 efter en pauseføring på 16-15, selvom det længe så rigtig fornuftigt ud. Spillet flød godt fra start og det hurtige spil, satte Thüringer under pres. Det tyske hold fik dog justeret ind og specielt Johanna Reichert gjorde ondt på Ikast-defensiven. Derfor var det også kun med en føring på et enkelt mål, Ikast Håndbold gik til pause og det var ikke nok, lød ordene fra Søren Hansen.
”Vi kommer fint fra land og får slået et fint hul, men formår ikke at lægge på op mod pausen, så vi desværre kun er i front med et enkelt mål. Der kender vi ikke vores besøgelsestid, det har vi også prøvet nogle andre gange i sæsonen og det er selvfølgelig irriterende, at det gentager sig og vi ikke er skarpere på det. Vi laver nogle gode mål og synes vi straffer dem, men vi leverer bare en dårlig 2. halvleg, primært på, at vi ikke lykkes med vores forsvar og de formår at lave alt for mange mål.”
Thüringer leverede store præstationer i de sidste 30 minutter, hvor det igen var Johanna Reichert, der gjorde ondt. Flere og flere aktioner lykkedes for holdet, der også fik rigtig god opbakning af de medrejsende fans, fortæller Søren Hansen
”Når man er ungerdogs og kommer tilbage i kampen, så får man en lille smule vinger og vi bliver lidt pressede. Jeg synes, vi stresser lidt angrebsmæssigt og er ikke kyniske nok på vores afslutninger, som vi trods alt får spillet os frem til.”
Derfor er det også et skuffet og ærgerligt Ikast-hold og det skal der være plads til, er ordene fra cheftræneren.
”Vi har et mål om, at vi skal spille finaler og når man står i finaler, så ved vi godt, at de lever deres eget liv, selvom man er favorit. Vi stod i finalen og vi er skuffede, det skal vi have lov til at være lige nu. Hvis vi ikke var skuffede, så var vi ikke ambitiøse nok. I morgen skal vi have kigget hinanden i øjnene, for der er stadig en turnering tilbage i år og den vil vi nå så lang i som overhovedet muligt og vi har stadig en drøm om at spille finale.”
Mandag går turen hjem for Ikast Håndbold, hvor der allerede torsdag venter en kamp på udebane mod SønderjyskE Kvinder i slutspillet.