I morgen venter en særdeles vigtig kamp for Ikast Håndbold, når vi møder Team Esbjerg i sæsonens sidste grundspilskamp. Kampen er blevet omtalt som en lille finale, for mens Odense er sikker på førstepladsen i grundspillet, så er 2. pladsen langt fra afgjort.
Både Ikast og Esbjerg har for nuværende 44 point og placerer sig dermed på en fælles andenplads i ligaen. Andenpladsen i grundspillet giver to point med over i slutspillet, mens tredjepladsen kun giver et enkelt point og derfor starter slutspillet reelt i morgen for Ikast og Esbjerg, fortæller Søren Hansen.
”Slutspillet starter for os i morgen, for vi kæmper om point i slutspillet. Hvis vi kan få det ekstra point med over, så står vi jo bedre, når det starter. Derfor er kampen rigtig vigtig for os og det har været en motivationsfaktor hele vejen i grundspillet, at vi skulle have noget at spille for i sidste runde og det har vi.”
For det har langt fra været en dans på roser for Ikast-holdet, der igennem sæsonen har været ramt hårdt af skader, det har trukket veksler på de tilbageværende spillere. Der er grund til at være stolte over, at der stadig er mulighed for at ende på andenpladsen i grundspillet med morgendagens kamp, fortæller Søren Hansen.
“Hele holdet kan være stolt af, at vi står her nu med de udfordringer vi har haft undervejs. Havde du sagt undervejs i sæsonen, at vi skulle have den her afgørende kamp mod Esbjerg om reelt set en placering, så havde vi nok tænkt lidt anderledes, men det er fedt og har vist, at vi over en lang periode kontinuerligt har vist, at vi har haft, hvad der skulle til for at få den kamp her.”
Forud for opgøret har Team Esbjerg en lille fordel, da de vandt det første opgør på deres hjemmebane med 30-22, men ikke desto mindre satser Søren Hansen på en stor præstation fra holdet i morgen, om end statistikkerne ikke helt er med Ikast.
”I den her sammenhæng kan vi ikke bruge statistikken til særlig meget. Jeg håber, vi kan lave en præstation som den vi havde på hjemmebane mod Odense, hvor vi havde en tæt og spændende kamp. Der er selvfølgelig respekt for at Esbjerg er et stærkt hold og ofte har haft overhånden i flere kampe. Det skal vi have respekt for, men vi skal ikke tillægge det mere, enhver kamp har sit eget liv.”
Kampen mod Team Esbjerg fløjtes i gang kl. 16.00 i IBF Arena – du kan stadig få fat i billetter lige her, men vent ikke for længe.