Kampprogrammet på hjemmebane starter hårdt ud med to opgør i IBF Arena i denne uge. Dermed åbner vi i morgen dørene ind til endnu en kamp, hvor SønderjyskE Kvinder, denne sæsons oprykkere, gæster heden.
Ikast Håndbold går ind til kampen med en flot, flot præstation i baggagen. I mandags leverede holdet en fremragende præstation og kunne derfor også tage sæsonens første to point med fra opgøret. Cheftræner Kasper Christensen var også godt tilfreds med spillerne og glæder sig over, det løftede niveau fra sæsonens første kamp mod Randers.
”Vi har haft den her trælse opstart, som vi fik kontant afregning for i Randers. Vi vidste godt, vi skulle op på et højere niveau mod Silkeborg-Voel og jeg tror, alle har været lidt spændte på, hvor vi var henne. Nu fik vi virkelig løftet niveauet på holdet og derfor håber vi på, det her kan være en benchmark på, at det her er vores base nu og det er det, vi skal videreudvikle fra.”
Et kig ned i tidligere sæsoner gemmer på mange kampe mellem Ikast Håndbold og mandagens modstander fra Silkeborg-Voel. Helt anderledes står det dog til, når blikket falder på SønderjyskE Kvinder, der er oprykkere til denne sæson, og netop derfor har forberedelsen fyldt lidt mere, end mod et meget mere velkendt hold, fortæller Kasper Christensen.
”Sønderjyske har vi jo ikke mødt i mange, mange år. Det er første gang, jeg skal spille mod dem i en gældende kamp og kendskabet for mine spillere omkring sønderjyske-spillerne er ikke ret stort, så derfor kræver det i virkeligheden lidt mere forberedelse.”
Dykker vi lidt dybere ned i morgendagens modstander, så rykkede de direkte op i Kvindeligaen efter en forrygende sæson i 1. division. Det er også et hold, som i mange år har haft ligapotentiale og spås til at bide sig godt fast i kvindeligaen, om end ikke i toppen, lyder vurderingen fra Kasper Christensen.
”Sønderjyske er et hold med nogle rammer, faciliteter og økonomi der er ligaen værdig. De er bedre end mange af bundeholdene i ligaen, så når der skal være 14 hold, så skal Sønderjyske også være en af dem. For mig er det meget glædeligt, de er kommet op og det er dejligt for håndbolddanmark, hvis vi kan få Sønderjyske med som en fast del af ligaen. Både fordi de har økonomi at komme med og ligger i en landsdel, hvor der ikke er ret meget ligahåndbold.”
Analysen ligger også klar fra cheftræneren, når vi skal lidt længere ned i fundamentet på holdet. Defensiven er stærk, men tvivlen må komme dem til gode på den offensive del, lyder vurderingen.
“De har nogle defensive profiler, som vil gøre det rigtig godt i ligaen, en fornuftig målmandsduo og dygtige forsvarsspillere, der også hiver ligaerfaring med sig. Defensivt kommer de med en base, som kan bringe dem langt i bundstriden. Udfordringen bliver nok om de i deres offensiv i nok kampe i træk, kan producere mange mål. De har mange fine spillere, men offensivt tror jeg, de vil få lidt større problemer end de vil få defensivt.”
Og så kommer vi heller ikke udenom en lille familiefight på banen i morgen. På modsatte holdkort finder vi Kasper Christensens bedre halvdel, Celina Hansen. Svaret kommer dog prompte fra KC; det fylder overhovedet ikke mere, end til enhver anden kamp.
”Jeg er lige så ærgerrig efter at vinde, som jeg altid vil være, så for mig har det ikke fyldt noget. Det har ikke betydet noget for min forberedelsesfase, og håndbold fylder ikke meget hjemme ved os, andet end det er noget, vi begge to beskæftiger os med. Så er jeg i den heldige situation, at Celina også godt kan lide at se en håndboldkamp, når vi smider os på sofaen.”
Hvem der vinder familiefighten kan du se i morgen kl. 19.00, når kampen fløjtes i gang – billetten til lægterne finder du lige her.
her