Vi er der på sæsonen, hvor det allersidste skal klemmes ud og jagten er sat ind på en bronzemedalje, som i den grad ikke er uden betydning. Denne giver nemlig mulighed for at søge om opgradering til Champions League-turneringen.

Derfor er det også nogle spændende og særdeles vigtige opgør, der venter, lyder ordene også fra cheftræner Claus Mogensen.
”Nu er sæsonen snart slut med et par kampe tilbage mod NFH, hvor der er meget på spil og vi er i den grad motiveret. Vi ved også, at skal vi lykkes, så skal vi som minimum vinde en gang i NFH og det begynder vi forhåbentlig med en sejr i morgen.”

Men det er dog også et NFH-hold, der har spillet en rigtig god sæson med Niels Agesen i spidsen for holdet, der i grundspillet sluttede på en tredjeplads. Så Ikast tager også til Falster med stor respekt for et velspillende hold.
”De har virkelig leveret solidt igennem sæsonen og meget stabilt med det, de har foretaget sig, så det bliver en hård nød at knække, men vi kommer også med den god portion tro på tingene. Vi spillede en god kamp mod Esbjerg, hvor vi var ærgerlige over, at det ikke blev til mere, så vi tror meget på, at vi kan snuppe bronzemedaljerne,” lyder det fra cheftræneren.

Den første bronzekamp fløjtes i gang i morgen kl. 18.30 på Falster, hvor du kan se med direkte på TV2 Sport, mens vi tager imod NFH i sæsonens sidste kamp på hjemmebane lørdag d. 30. maj kl. 18.15 – køb din billet til opgøret lige her.