I morgen byder vi endelig indenfor til europæisk håndbold i IBF Arena, når norske Sola gæster IBF Arena i den første gruppekamp i European League.

Det er en kamp og et gruppespil, som holdet længe har ventet på, fortæller anfører Stine Skogrand.
”Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med de her kampe og komme ind i en kamprytme, hvor vi spiller nogle flere kampe. Det passer os godt og vi har manglet at have de her hårde kampe.”

Også Søren Hansen ser frem til endelig at indtræde i det europæiske gruppespil. Ugens første to point blev sikret mod Sønderjyske i Kvindeligaen, men blev en smule overskygget af Olivia Nygaards korsbåndsskade, men han mener, at spillerne er klar til kamp og fokus igen er blevet rettet ind.
”Vi knokler løs med at være klar på den mentale front og selvfølgelig også håndboldmæssigt, hvor vi har haft god tid til at forberede os og derfor også har et godt blik af, hvad det er for et norsk hold, vi tager imod. Vi har mødt mange udfordringer og det klassiske er, at vi rykker tættere sammen i bussen, men jeg oplever, at vi viser omsorg for hinanden og også er klar til at yde det ekstra.”

Retter vi blikket ind mod morgendagens modstander, så er det et hold, der har præsteret godt i den første del af sæsonen og kun har to nederlag med sig. Senest tabte de til Larvik i midtugekampen og må derfor også være sultne for de første point i European League-gruppespillet. For Stine Skogrand venter der også et gensyn med en landsholdskammerat.
”Sola er et godt hold, de løber og kommer med god power. De har også et godt forsvar, som kan forstyrre os lidt, så det er noget, vi skal have fokus på. Så bliver det hyggeligt at se Camilla Herrem på fløjen igen, mens vi bare glæder os til at komme i gang.”

De to point jagtes i morgen, for som Søren Hansen siger, så er det godt at få en god start på gruppespillet. Han har også glædet sig til at komme i gang med de europæiske opgør.
”Det er sjovt at møde andre nationaliteter. For mig har jeg haft rigeligt med også at komme ind i den danske kvindeliga, men det bliver spændende at spille mod nogle andre navne. Det føles bare på en højere hylde, når man spiller europæisk. Vi har en forventning om, at vi stepper godt op og leverer en god kamp. Der skulle gerne være fart over feltet og højt teknisk håndbold.”