Gårsdagens lokalopgør mod ærkerivalerne fra Viborg HK havde ikke den store betydning. Inden vores egen kampstart vandt Team Esbjerg over SønderjyskE Kvinder og dermed kan vi ikke nå at hente point nok til førstepladsen i puljen.

Ikke desto mindre vil man altid gerne bevare håneretten over ærkerivalerne. Længe så det dog ud til, at Viborg skulle løbe med den på vores hjemmebane, som ellers ikke har smidt mange point igennem sæsonen. For havde vi kun spillet 40 minutters håndbold, så havde det været dagens modstanderhold, der havde hevet sejren hjem. Ikasts spil var fyldt med fejl og flere store afbrændere, mens Viborg, som for den sags skyld heller ikke havde meget at kæmpe for, ikke lod sig mærke med det på banen og holdt intensiteten høj.

Defensiven var sløset og det gav hverken Emily Sando eller Filippa Idehn de bedste arbejdsbetingelser, hvor der kun var fire redninger fra disse i de første 30 minutter. Viborg forsatte også efter pausen med scoringer, men Ikast blev dog skarpere og kunne sende bolden i tomt mål flere gange.

Efter 40 minutter, hvor Ikast i store dele af kampen var bagud med mere end fem mål, vågnede Ikast-spillernes kampgejst mere og mere. Filippa Idehn hev vigtige redninger frem, mens Julie Scaglione også fik sendt flere gode scoringer i kassen. Viborg gik derimod i scoringspause og scorede kun en enkelt gang på 14 minutter. Derfor blev håneretten også i Ikast efter en sejr på 34-32 over Viborg HK

Det betyder, at semifinalerne venter, om end der stadig er en udekamp tilbage i slutspillet mod Team Esbjerg på fredag.

Herefter jagter vi deltagelse i DM-finalerne, når det går løs mod Odense i semifinalerne – den første kamp venter på udebane tirsdag d. 20. maj, inden vi spiller på hjemmebane i IBF Arena lørdag d. 24. maj kl. 16.00 – billetsalget er allerede åbent, så ind forbi og køb din billet nu!